Miraklet fra Albertslund er historien om Albertslund Symfoniorkester. Et fuldt besat orkester skabt af ildsjæle, hvor alle, der kan spille, uanset alder kan være med.
Af Rikke Konoy, rytmik- og violinlærer
En dag tilbage i 1991 blev jeg ringet op af leder Flemming Røttig fra Albertslund Musikskole. Han søgte en musikpædagog til at inspirere, rekruttere og undervise børn i børnehaver og indskoling i violinspil. Visionen var, forklarede han, at skabe et symfoniorkester: Albertslund Symfoniorkester (ASO). Det lød fantastisk i mine musikpædagogiske ører! At formidle klassisk musik til børn har altid været min passion. Jeg sagde ja, og det blev starten på en mirakuløs musisk og musikpædagogisk rejse, som nogle kalder Miraklet fra Albertslund. Nu 33 år senere har jeg talt med gruppen af mennesker, som har haft stor betydning for, at dette årelange projekt er lykkedes. I 2025 har vi jubilæum da det er 25 år siden orkesterets debutkoncert.
En pædagogisk vision bliver til virkelighed
Målet var klart: At skabe et symfoniorkester helt fra bunden. I 1991 var der en stærk pionerånd på Albertslund musikskole. Et dedikeret strygerteam med tre musikpædagoger samt en violinist, en bratschist og en cellist, alle med musikpædagogisk baggrund, blev dannet. Musikskolelærer og violinist Shannon Hawes, vores teamleder, tog styringen og introducerede Suzukimetoden for at skabe et fælles pædagogisk fundament. Shannon Hawes husker: “Den pædagogiske vision var at opbygge en strygerskole fra bunden, hvor vi gennem en stærk pædagogisk tilgang kunne sikre den høje kvalitet, der skulle præge symfoniorkesteret. “Kernen er, at hver gang vi mødtes, så talte vi pædagogik. Vi udviklede nye planer hver 6. måned. Hele tiden kiggede vi hinanden i øjnene og sagde” Hvad har børnene brug for nu?” – og det gør vi stadig.
Fra debut til jubilæum
29. januar 2000 blev ASO’s debutkoncert afholdt i Albertslund Musikteater. På programmet var værket Månelys og Ravmørke af komponist John Høybye – en komposition skabt specifikt til ASO. Åge Haugland var solist og Peter Skriver dirigerede. “Værket var stadig ikke færdigt omkring efterårsferien, og i november tog Peter Skriver ud til John Høybye for at få en status. ‘Hvor er noderne?!” spurgte han frustreret. ”Vi skal have dem nu, hvis vi skal nå at lære stemmerne.” Peter Skriver tilbragte en halv dag hos John Høybye for at finde en løsning og heldigvis nåede vi det i tide. Koncerten var en stor succes. I 2005 tog vi endnu et skridt, da vi indstuderede Dvoráks 9. symfoni, vores første originale symfoniske værk. Det var en stor udfordring for vores elever. Vi var nået til et niveau udenfor vores egne kompetencer ledelsesmæssigt, vi havde brug for en dirigent med større indsigt.
“Hele tiden kiggede vi hinanden i øjnene og sagde” Hvad har børnene brug for nu?”
Shannon Hawes
En dag dukkede Erik Jakobsson op som vikar for daværende dirigent Flemming Vistisen. Det var tydeligt, at her havde vi en person, som kunne løfte orkesteret op til et nyt niveau. Erik Jakobsson husker: “Da jeg hørte ASO spille for første gang, var det som at komme hjem.

Vi spiller sammen
Hele grundtanken ved ASO mindede meget om det musik- og orkestermiljø, som den kommunale musikskole i Ludvika, i Sverige, dannede rammerne for i min ungdom. Her spillede musiklærerne, deres elever og de lokale amatørmusikere symfoniorkester sammen. Vi spillede og elskede musikken, fordi den var god, ikke fordi det var fint at spille klassisk musik. Hele den her finkulturelle polish var fuldstændig fraværende, det var bare en stor begejstring for musikken og især en stor begejstring for formidling til de unge musikere. Her tænkte jeg: Okay, det er den slags orkester!” Erik Jakobsson har dirigeret ASO i 20 år, og han synes stadig, det er sjovt, fordi orkesteret hele tiden udvikler sig. Shannon Hawes understreger: ”Det nuværende niveau skyldes: at vi ved hvor langt vi kan anspore eleverne, og at vi har et fantastisk sammenhold i instrumentgrupperne.”

Om lærerteamet
Strygerteamet som udviklede, strygerskolen i 90’erne
Shannon Hawes, violinist og violinpædagog, ansat i1992.
Peter Strøm Skriver, AM, Kontrabassist og orkesterleder, ansat i1986.
Bente Hartelius, AM og violinlærer, ansat i 1989.
Maria Minculesco, cellist og musikskolelærer, ansat i 1991. Edith Code bratschist, musikskolelærer og Teacher Trainer ansat i 1994.
Rikke Konoy, Dalcroze rytmikpædagog og violinlærer, ansat i 1991
Symf. team 2025
Erik Jakobsson, dirigent, violinist og organist, ansat i 2005.
Susanne Olschansky, fagottist og regissør for ASO, ansat i 1998.
Shannon Hawes, violinist, Teacher Trainer.
Claus Kanneworf, Violin- og bratschlærer og Teacher Trainer, ansat i 2020.
Et fællesskab for alle uanset alder
Alle kan være med, hvis de har et habilt spilleniveau, om du er 11 eller 80 år. Nogen har været med siden starten, i år 2000, også MGK-elever, konservatoriestuderende, kollegaer, og familier i flere generationer spiller med. Denne rummelighed afspejler en særlig ånd i Albertslund, hvor alle er lige værdifulde. Vi skaber musikken i fællesskab.

Emma 12 år, Johannes 17 år og deres mor, Maria, spiller sammen i ASO. Johannes startede i orkesteret som 9-årig: ”Jeg sad sammen med Shannon omme bagved på 1. Violin, det var sjovt. Vi spillede Sheherazade. Nu sidder jeg på 1. pult, og så skal vi pludselig holde styr på, hvad de andre laver. Jeg føler, at her i ASO er vi på en måde meget seriøse, men også på en måde useriøse.” Johannes elsker den langsomme proces, hvor orkesteret bliver bedre uge for uge. “At spille Beethovens 7. og Dvořáks 9. her i ASO har været noget af det mest givende, jeg har oplevet. “ Emma begyndte i orkestret for at være sammen med sin familie. Hun fortæller: “Jeg var nervøs for noderne, men Shannon Hawes hjalp mig til at stole på mit øre. Det gjorde en kæmpe forskel.”
Symfoniorkester i en urban forstad
Ulrik Skat Bojsen-Møller, nuværende leder på Albertslund Musikskole, mener, at orkesteret er et stort aktiv for en by som Albertslund, der også har sine identitetsproblemer. ”ASO er med til at nuancere byens image som vestegnskommune. Det er ikke bare en urban forstad med hiphop overalt. Orkesteret skaber stolthed og kaster et fedt lys over byen. Så længe vi har et virkeligt velspillende symfoniorkester og et helt apparat omkring det, står musikskolen også stærkt. Samtidig er der stor respekt om det faglige, der kommer ud af det. Vi arbejder helt klart på at sikre, at der er en fødekæde fra alle vores faglige instrumentale ”kravlegårde”. Det handler om den tidlige indsats og det enormt store arbejde vi gør både på rytmik og instrumentalområdet. De små elever får meget tidligt præsenteret orkesterinstrumenter fx på Musikværksstederne og strygerafdelingens grundige arbejde med at skabe progression fra elevens start op til ASO. Der er en køreplan for hver elev.”

Fremtiden for ASO
ASO er en succes, og symfoniorkesteret har 25-års jubilæumskoncert lørdag 15. marts 2025 kl. 14 i Musikteateret i Albertslund. Dog er der måske snart nogle fra den gamle garde, der takker af, og så bliver det spændende at se, hvad fremtiden bringer for ASO, og hvem der bærer faklen videre.
Om Albertslund Symfoniorkester (ASO)
Albertslund Symfoni Orkester (ASO) blev grundlagt i 90’erne. Debutkoncert 29. januar 2000 med uropførelse af “Månelys og Ravmørke” af John Høybye. Orkesteret spiller originalværker med fuld besætning. Funderet i Albertslund Musikskole med elever og lærere herfra, samt fra omegnskommuner, MGK-elever, konservatoriestuderende, kollegaer og voksne amatører. Repertoiret spænder fra Beethoven symfonier til Stravinskys Ildfuglen og ofte med solist optræden fra egne rækker.