Man bliver en bedre musiker af at undervise

At mestre sit instrument og samtidig kunne undervise i det beriger begge fagligheder. ”Som yin og yang,” mener rektor på Danmarks ældste musikuddannelse.

Konservatorierektor Helene Gjerris er klædt i den klassiske musikers foretrukne arbejdstøj – sort fra top til tå.

Vi står på den tidligere operasangers rektorkontor på 2. sal i Radiohuset på Frederiksberg. For år tilbage havde Danmarks Radio (DR) hovedkvarter her. Nu huser de elegante bygninger Danmarks ældste professionelle musikuddannelse: Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM).

”Tak for de gode interviewspørgsmål, du har sendt!” Helene Gjerris skænker dampende kaffe op til os. Sort, uden mælk og sukker, og så er vi i gang.

Hvordan begyndte din interesse for musik?

”Allerede som lille blev jeg ramt af musikken, og det var ren fryd. Mine forældre var ikke musikere, men min far spillede klaver til husbehov. Vi børn stod ved klaveret, min søster og jeg, og sang fra højskolesangbogen,” fortæller hun. Helene Gjerris stiller kaffekoppen på kontorets store mødebord, så hænderne frit kan demonstrere. ”Jeg flyttede melodierne op og ned i forskellige tonearter og afprøvede forskellige dynamiske virkemidler. Jeg vidste ikke præcis, hvad det var, jeg gjorde dengang, men jeg husker tydeligt oplevelsen.”

Klassisk musik i blodet

For nylig blev konservatorierektoren bedt om at vælge sange til arrangementet København synger. ”Mens jeg bladrede i højskolesangbogen, gik det op for mig, at jeg allerede som barn syntes allerbedst om melodier skrevet af de klassiske komponister.”

Det var Niels W. Gades På Sjølunds fagre sletter, med tekst af B. S. Ingemann, og Den danske sang er en ung blond pige, af Carl Nielsen, som den lille Helene blev grebet af. Netop komponisten Niels W. Gade, som i øvrigt var gift med Emma Sophie Hartmann, datter af en anden stor komponist, J.P.E. Hartmann, grundlagde i 1867 Københavns Musikkonservatorium – det senere DKDM. Og begge komponister, Nielsen og Gade, sad med 40 års mellemrum i rektorstolen, som Helene Gjerris taler fra lige nu.

”Det føltes som om, et urinstinkt i mig koblede sig til den klassiske musik og til vokal udfoldelse,” forklarer hun. Sangen og musikken fulgte med op gennem ungdomsårene og blev billetten til konservatoriet. Vejen dertil var gået gennem børnekor og violinspil i Zahles Skoles egen musikskole. Her lærte hun om intonation og orkestersammenspil. Senere kom teori og hørelære til på Sankt Annæ. En rejse ind i musikken først som interesse, senere som operasanger og nu rektor.

En pædagogisk ahaoplevelse i London

Mens sang og sprog faldt den unge Helene Gjerris let, var det anderledes svært med musikpædagogikken. ”Jeg syntes, skuespil var spændende, og dengang blev man lovet ekstra dramatimer, hvis man valgte pædagogik.” Hun takkede ja, men oplevede pædagogikfaget som svært. ”Måske var jeg for ung, for hvordan skulle jeg også kunne undervise i sang, når jeg ikke engang var færdiguddannet?” Helene Gjerris tog orlov fra studiet, rejste til London og kom på dramaskole. Her mødte hun en alternativ pædagogikform. Der var kontant tilbagemelding fra både underviser og medstuderende på dramaholdet, om det man præsterede fungerede eller ej. ”Jeg fik en aha-oplevelse – kort og godt. I mødet med mennesker, der gerne vil lære noget af mig, skal jeg observere og lytte. Derefter skal jeg spørge mig selv: Hvordan kan det her menneske hjælpes videre?”

Musik og pædagogik er som yin og yang

Mens Der kom efterhånden mange privatelever op ad trapperne hjemme hos operasanger og sangunderviser Helene Gjerris. Hun havde færdiggjort pædagogikfaget, og hendes undervisning og anbefalinger virkede. Eleverne udviklede sig og sang bedre. ”Det gav mig en stor faglig tilfredshed at kunne understøtte, at et andet menneske udviklede sig så konkret,” siger hun og læner sig tilbage i stolen. Fagnørderiet, med at finde ud af, hvilke muskler sangeleverne skulle træne, var også spændende. ”Nu føltes det naturligt – som yin og yang,” forklarer hun og former en cirkel med hænderne.

”Vil du udfolde lidt mere, hvad du mener med, at musik og musikpædagogik er som yin og yang?”, spørger jeg Helene Gjerris.

”Altså, jo bedre jeg blev som underviser, desto mere forstod jeg, hvad jeg selv ville som professionel musiker. Jeg blev simpelthen en meget bedre sanger af også at kunne undervise andre i mit instrument. Indtil da havde jeg været mest optaget af at perfektionere mit instrument. Jeg opdagede, at undervisningssituationen var en opdagelsesrejse ind i, hvad der fandtes af muligheder. Det var en kreativ frisættelse, som gav mig modet til også at turde eksperimentere som musiker. Derfor blev kombinationen af de to fagligheder, musikeren og musikunderviseren, utrolig frugtbar for mig.”

Det kvalificerende led

Allerede under studierne fattede Helene Gjerris interesse for det organisatoriske og ledelsesmæssige. Hun blev engageret i studenterpolitik og sad i konservatorierådet. Da hun senere blev ansat som sangunderviser ved DKDM, blev hun faggruppeleder. ”Man var en kunstneriske ånd, der svæver lidt over det hele og samtidig sørgede for al praktik og planlægning,” forklarer hun. I foråret 2021 nedsatte daværende kulturminister, Joy Mogensen, Udvalget for reform og udvikling af de kunstneriske uddannelser. Helene Gjerris repræsenterede DKDM og var med til at udskifte konservatorierådet med en bestyrelse. Den skulle være det kvalificerende led bag rektorens ledelsesbeslutninger og give større armslængde til Kulturministeriets embedsværk.

Samtidig nedlagde I også Aftagerpanelet – branchepanelet der sikrede, at konservatoriernes uddannelser var i synk med det omgivne arbejdsmarked. Hvad kom der i stedet for Aftagerpanelet?

”Vi skal have en stærk dialog med de forskellige områder af den musikbranche, vi uddanner til. Det er klart, og det kan DKDM’s bestyrelse ikke gøre alene. Derfor har vi nedsat det, vi kalder Fokusgrupper. De bliver typisk tilkaldt en gang om året for lige at høre, hvad man siger derude.”

Op mod 70 procent af jeres dimittender arbejder pt. på musikskoler. Er det ikke ret vigtigt med kontakt til faglige organisationer, som organiserer musikskolelærerne og som tillige har en stor viden om arbejdsområdet, det største enkeltstående musikarbejdsområde?

”Ja, der er rigtigt, 62 procent af DKDM’s dimittender var i 2022 ansat på en musikskole. Derfor skal vi selvfølgelig også udvikle på vores Fokusgrupper, så de løbende afspejler arbejdsmarkedet. Vi har brug for dialogen med faglige organisationer som jer i Musiker og Musikunderviser.”

Rektor med insiderviden

Operasanger Helene Gjerris oplever, at de kreative og musikfaglige kompetencer, hun har tilegnet sig som musiker og sangunderviser, er fulgt med op på rektorkontoret. Det handler om at være opmærksom på detaljerne og kunne analysere kompleksitet. ”Som rektor skal man hele tiden have antennerne ude og tænke: Hvad kan vi gøre her?”

Hvilke eventuelle fordele eller ulemper ser du som ny rektor ved, at du er uddannet inden for fagområdet?

”Jeg taler fagsproget og kender indgående mine ansattes dagligdag og jobbets problematikker. Samtidig skal jeg også kunne igangsætte nye idéer og forandringer. En udfordring er måske, at jeg betragtes mere som en allieret.”

Musikudannedes sammensatte arbejdsliv

Helene Gjerris er meget opmærksom på, at DKDM uddanner dimittender til et sammensat arbejdsliv – kombinatører, som det også kaldes. ”Vi står selv midt i det, som den branche vi er,” udbryder hun og slår ud med armene. ”Man ved aldrig, hvad man har til næste år. Og det forstår jeg om nogen, for jeg har levet sådan i mange år, indtil jeg fik en fast indkomst som underviser.”

Efter mange spændende år som freelancer, fik Helene Gjerris en dag tilbudt en fastansættelse som sangunderviser på konservatoriet. ”Da jeg sad med kontrakten, gik det pludselig op for mig, at der nu ville komme løn ind på kontoen hver måned i 12 måneder om året. Den følelse af stor lettelse, der pludselig strømmede igennem mig, den havde jeg ikke lige set komme.”

Tidsånden og musikfaget

Helene Gjerris har, som inkarneret fagperson, stærke holdninger på musikfagets vegne. Som konservatorierektor er hun nu blevet en del af et stringent statsligt embedsværk.

Hvordan griber du den balance an – din musikfaglighed kontra konservatorierektorens embedsmandsfunktion?

”Vi møder her på konservatoriet højere og højere forventninger til, at vores hovedfagsdimittender også skal kunne levere klasserums-musikundervisning, men det er altså ikke dét, vi primært skal uddanne til. Vi har en fremragende almen musikpædagog-uddannelse (AM), men har ikke mulighed for at øge antallet af studiepladser og dermed dimittender. Jeg ser nogle strukturelle problemer i ansvarsfordelingen, når det kommer til musikundervisning i folkeskolen. Der bliver uddannet musikundervisere under tre forskellige ministerier (uddannelses- og forskning, børne- og unge- og kulturministeriet), men ansvaret for ressourceallokeringen til selve musikundervisningen ligger jo fx ikke i kulturministeriet. Disse forhold er medvirkende til, at det er vanskeligt at gennemføre det fælles løft, som er krævet. Det vil jeg gerne tale mere om.”

Hvilken rolle spiller tidsånden i forhold til musikfagets fremtid?

”Jeg bliver oprigtigt bekymret, når jeg ser, hvor få børn, der møder et musikfag med kvalitet og tid til fordybelse i deres skoletid. Tid til fordybelse og langsomheden er selve nøglen til musikfaget. Uanset om man vil lære at spille meget eller lidt, skal man stadigvæk bruge tid på det. Noget af det, vi bliver skældt ud for, er, at man skal øve sig i mange timer og i den dur. Men, der findes ikke et quickfix til at lære at spille musik. Lige det passer måske umiddelbart ret dårligt med tidsånden. Men langsomhed kunne faktisk godt være et svar på nogle af de behov, vi ser, der er for fordybelse. I stedet for den evige pisken rundt.”

Hvad kan DKDM og den klassiske musik tilbyde os i dag?

”Musik kommunikerer med andet og mere end sproget. Det gælder i udpræget grad i den klassiske musik, hvor det handler om følelser og drama. Vi bliver nogle gange kritiseret for, at klassisk musik er utidssvarende. Men DKDM er et klingende museum, og klassiske koncerter er tidsmaskiner. Det er jo helt vildt, at klassiske musikere kan tage århundrede gamle partiturer frem og skabe levende og medrivende musik. Det, synes jeg, er fantastisk, og noget vi skal være vildt stolte over, at vi kan.”

Kaffen er drukket, mens Helene Gjerris har delt ud af sine erfaringer og perspektiver på professionel musikuddannelse og det efterfølgende arbejdsliv. DKDM har fået en konservatorierektor, der ”selv har stået midt i det sammensatte arbejdsliv.” En rektor, der betoner synergien mellem musikeren og musikunderviseren som to sider af samme arbejdsliv som konservatorieuddannet. ”Yin og yang” klinger det i hvert fald i en forfriskende tone fra DKDM’s rektorkontor på 2. sal i Radiohuset på Frederiksberg.

Et arbejdsliv skal holde hele karrieren:

Ikke alle musikskoler har en nedslidningspolitik. Derfor er MM’s TR-udvalg meget opmærksom på at sikre medlemmerne et arbejdsliv, der kan holde hele karrieren ud.

Musiklærere blev presset til platformsarbejde:

Nogle grundskoler tilbyder musikundervisning i samarbejde med platformsvirksomheder. ”En følelse af at have en pistol for panden,” fortæller en tidligere ansat.