Hvordan løfter vi i fællesskab musikfaget i folkeskolen?
Medieredaktør og Faglig konsulent
David Efraim Poulsen
175 deltagere fra hele landet var samlet til konferencen For Fuld Musik i Skolen den 10.oktober på Remisen i Brande for at debattere dette spørgsmål: Hvordan løfter vi i fællesskab musikfaget i folkeskolen?
Formiddagen bød på oplæg fra tre forskere: keynote fra Svend Brinkmann om musik som dannelsesfag, Kim Boeskov om kunstnerisk medborgerskab, og Lars E. D. Knudsen om Åben Skole samarbejder. Helle Munksgaard Petersen, projektleder på Kulturaftaleprojektet Musik for Alle Børn, delte herefter resultater fra projektet med perspektivering til internationale erfaringer.
Eftermiddagen bød på inspirationsvideoer med skoleledere, musiklærere og skoleelever fra ind- og udland såvel som faglige og politiske debatter.
Konferencedagen sluttede med et dialogforum af politikere, fagfolk og de 175 deltagere, som i fællesskab kom frem til seks aktionspunkter til BRANDEMANIFESTET. De 175 deltagere repræsenterede en bred vifte af musikfagligheder og organisationer, hvilket var en af styrkerne ved konferencen, og det var tydeligt at mærke en stor enighed om de seks aktionspunkter.
Brandemanifestet
Etabler netværk med dialogmøder, hvor både folkeskole (elever, musiklærere, skoleledere, skolebestyrelse) musikskole og kommunalpolitikere deltager, og sæt en fælles dagsorden.
Gentænk de strukturer, skoler og musikskoler skal samarbejde i. Samarbejdet skal være mere gensidigt forpligtende og kontinuerligt, så vi kan arbejde med børnenes udvikling og bygge musikmiljøer.
Prioriter fælles kompetenceudvikling folkeskolelærere og musikskolelærere imellem.
Prioriter at få uddannet flere folkeskolemusiklærere gennem øget søgning til læreruddannelsen og musikfaget.
Udvikl en prestigefyldt musiklæreruddannelse med fokus på instrumentalfærdigheder, evt. forankret i et samarbejde med musikkonservatorier og universiteter. Styrk alle børns deltagelsesmuligheder i musikskolerne.
Styrk alle børns deltagelsesmuligheder i musikskolerne
Kilde: Udarbejdet og afsendt af de 175 deltagere på For Fuld Musik i Skolen Konferencen i Brande, d. 10. oktober 2024.
Det gode eksempel: Musik for Alle Børn
I perioden 2021-24 har Kulturaftaleprojektet Musik for Alle Børn været et samarbejde mellem musik- og kulturskolerne og enkelte folkeskoler i kulturaftalens otte kommuner: Ikast-Brande, Herning, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Varde. Projektet har sigtet mod at løfte musikfaget i Folkeskolen, bl.a. gennem en styrkelse af de Åben Skole-samarbejder, musik og kulturskolerne har med folkeskolerne. Projektet har ført til et stærkt og aktivt ledernetværk mellem musik og kulturskolerne, og med involvering af både skoleledere, skolechefer, og nationale resursepersoner og organisationer, samt afholdelse af årlige fælles kursusdage for musiklærere fra folkeskoler, friskoler og musik- og kulturskoler. Derfor har projektet sat regionen på landkortet på området. Se mere her:
Fik du læst?
Regeringens Kulturpas skal aktivere udsatte unge. Aktører og organisationer skal sikre Kulturpasset succes, så 43.000 unge uden job og uddannelse reelt kommer til at bruge det.
Musiklærere blev presset til platformsarbejde: Nogle grundskoler tilbyder musikundervisning i samarbejde med platformsvirksomheder. ”En følelse af at have en pistol for panden,” fortæller en tidligere ansat.