Når man når hen i den ende af arbejdslivet, hvor muligheden for at gå på pension dukker op indenfor overskuelig fremtid, begynder tankerne om, hvornår og hvordan man skal forlade arbejdsmarkedet at melde sig. Netop indenfor vores fag, hvor der findes så mange deltidsstillinger på meget forskellige ansættelsesgrader, er en meget almindelig løsning, at man trapper ud over en årrække og arbejder færre timer, somme tider langt op i alderen.

For at sikre, at man træffer den bedste beslutning, er der nogle emner, som man skal huske at tage stilling til i forbindelse med planlægning af seniorarbejdslivet og den efterfølgende pensionisttilværelse.
Seniordage, seniorsamtaler og seniorordninger
Musikskolelærere og -ledere har adgang til hhv. 2, 3 og 4 seniordage fra det kalenderår, hvor de fylder hhv. 60, 61 og 62 år eller mere. En lille uges ekstra frihed kan gøre en stor forskel for, om man fortsat kan finde kræfter og lyst til at fortsætte sit arbejdsliv: Husk at bruge dine seniordage!
Som senior skal man desuden tilbydes en seniorsamtale i forbindelse med den årlige medarbejderudviklingssamtale (MUS), så også lederen kan være opmærksom på at sikre den ældre medarbejder gode vilkår for at kunne fortsætte på arbejdsmarkedet.
Indenfor det kommunale område findes desuden en mulighed for at indgå senioraftaler, som typisk går ud på at gå ned i arbejdstid og løn, men bevare den oprindelige pensionsindbetaling. Der er ikke krav om at indgå sådanne aftaler, men vores oplevelse er, at langt de fleste kommuner som udgangspunkt stiller sig positivt.
“Skal man påbegynde pensionsudbetalingen eller vente – og hvad indebærer de forskellige muligheder?”
Fagforeningen Musiker og Musikunderviser | MM
Folkepension
Selvom man har en ganske bestemt folkepensionsalder, er det muligt at tage stilling til, om man vil starte folkepensionsudbetaling, så snart alderen opnås, eller man vil udskyde den. Dog er nyere, lempede regler for modregning af evt. lønindtægt en faktor, som skal medtages, når beslutningen træffes: Da man pt. mangler arbejdskraft, gøres der meget fra politisk hold for at give borgere gode vilkår, hvis de kan og vil fortsætte på arbejdsmarkedet, efter at pensionsalderen er nået.
Efterløn
Hvis du har bevaret muligheden for efterløn, vil dine overvejelser kunne starte endnu tidligere: Her er det A-kassen, du skal kontakte for at høre om dine muligheder.
Musikskole-pensionsordningen i Sampension
Udbetalingen af pensionsordningen i Sampension er også et emne, man skal undersøge nærmere: Skal man påbegynde udbetalingen eller vente – og hvad indebærer de forskellige muligheder? I forbindelse med seneste OK-forlig ændredes reglerne, så også pensionerede har mulighed for pensionsindbetaling, såfremt visse kriterier er opfyldt.
Skaf dig et overblik!
Vi opfordrer desuden at kontakte Fagforeningen Musiker og Musikunderviser | MM og Sampension, så alle muligheder og deres konsekvenser er belyst, inden beslutning træffes for, hvornår og hvordan fratræden fra arbejdsmarkedet skal indledes og gennemføres.