Særlige behov kræver særlig pædagogik

Behovet for nye undervisningskompetencer, som matcher børn og unge med særlige behov, vokser. Det oplever man også på Musik- og Kulturskolerne.

”Forældrene siger ofte ingenting, selv om barnet har særlige behov – Musik er jo så godt,” tænker de. Og vi musikskolelærere underviser det allerbedste, som vi kan,” siger pianist og musikskolelærer Eva Henriksen. Hun har undervist på Esbjerg Kulturskole siden 1998. Eva Henriksen oplever, at antallet af musikskoleelever med kognitive vanskeligheder med og uden diagnoser er støt stigende. ”Det kommer til udtryk i min klaverundervisning som koncentrations-, indlærings- og adfærdsbesvær,” uddyber hun til fagbladet. 

Det er i dag blevet mere almindeligt at bære en diagnose

Konsulent ved Psykinfo i Region Syddanmark, Lars Kjær Nielsen, har arbejdet med specialpædagogik og psykiatri i over 30 år. Han ser de samme tendenser, som også bekræftes af KL’s og Social- og Indenrigsministeriets statistikker.

”Det er i dag blevet mere almindeligt at bære en diagnose. Et er også mere nødvendigt med en diagnose for at søge hjælp,” fortæller konsulent Lars Kjær Nielsen. Samfund, familie og skolestruktur gør, at flere og flere børn og unge står med ansvaret for sig selv og deres egen udvikling. I mindre grad end tidligere deltager unge i sidemandsoplæring eller mesterlære.

Mesterlære

”I sidemandsoplæring eller mesterlære sørger en mervidende person (læreren) for at balancere mellem det at ville selv og det at agere under præcise anvisninger. Sådan ender ansvaret med at blive fælles,” uddyber Lars Kjær Nielsen. 

Samtidig er der også sket en eksplosion i antallet af impulser, som vi bombarderes med i hverdagen. ”Allerede tilbage i 00-erne oplevede børn og unge over 70.000 gange flere impulser end de gjorde på Emil fra Lønneberg’s tid,” fortæller han. 

Ifølge KL’s tal er neuropsykiatriske- og autismespektrumlidelser, ADD og ADHD og angst de hyppigste diagnoseområder. ”Uanset diagnosen skal faglærere huske på, at eksekutive funktioner (se faktaboks) påvirkes hos disse børn og unge. Det betyder at læreren i særlig grad skal tilpasse form og indhold,” fastslår Lars Kjær Nielsen.

Er der en ny normal på vej?

”Både ja og nej,” mener Lars Kjær Nielsen. Igennem de sidste ti år har børn nok ikke ændret sig grundlæggende. Vi har som samfund øget deres ansvar for egen læring på bekostning af sidemandsoplæring og praktisk øvelse.

Musikskolelærere udøver fortsat sidemandsoplæring/mesterlære og sikrer derved eleverne øvepraksis. En anden vinkel, og her gætter jeg, er, at børn i dag måske ikke er lige så vant til praktiske øvelser. Det at tømme opvaskemaskine, gøre rent, gå ud med skraldespanden, lappe cyklen og så videre – hvor øvelse gør mester,” siger Lars Kjær Nielsen.

I forhold til unge med angst mener han, at vi som samfund bør overveje, om der i nogle tilfælde er tale om uprøvethed i forhold til at håndtere usikkerhed og manglende erfaring med fx at bede om hjælp fra fællesskaber eller fra en mervidende person. 

Faglig ensomhed

På Esbjerg Kulturskole har pianist Eva Henriksen også tidligere undervist sårbare børn og unge. ”Hvor mange udfordrede elever har ikke gennem tiden fundet en glæde og et ståsted i at kunne spille på et musikinstrument og være sammen med en omsorgsfuld og personlig lærer,” siger hun. I de senere år har hun oplevet et skift. ”Nu oplever jeg begynderelever, som er markant anderledes i indlæringsfasen end for blot fem-seks år siden,” fortæller hun. Eva Henriksen føler sig alene i forhold til at finde praktiske og pædagogiske løsninger på den voksende problematik, og derfor efterlyser hun viden og andres gode erfaringer. ”Samtidig er jeg også meget nysgerrig på, hvordan musikkonservatorierne griber problemet an i deres instrumentalpædagogiske fag.”

Rundspørge: Behov for indsats

”På RMC har vi ikke en specifik indsats omkring børn og unge med særlige behov, men vi forbereder vores studerende til at udøve musikpædagogisk virksomhed i mange forskellige kontekster og i forhold til mange forskellige målgrupper,” er tilbagemeldingen fra adjunkt i musikpædagogik Kim Boeskov.

Fra studieadjunkt ved Det Kongelige Musikkonservatorium, Kirsten Juul Seidenfaden, lyder det: ”Det er noget, DKDM er opmærksom på og håber vil fylde mere i fremtiden.” På Det Jyske Musikkonservatorium (DJM) i Aarhus oplever rektor Keld Hosbond problematikken på tæt hold. Flere af DJM’s studerende er repræsentanter for denne voksende gruppe af unge. ”De har fået mentorer, specialaftaler med administrationen og opbakning fra alle relevante undervisere,” fortæller han. Samtidig tilbyder DJM valgfaget Musik og Sundhed, som er populært blandt de konservatoriestuderende fordi det indeholder praktikforløb på sygehuse, plejehjem, asylcentre, hos hjemløse, sårbare unge m.fl. 

Heller ikke på Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i Odense og Esbjerg kan man nikke ja til en egentlig instrumentalpædagogisk indsats, som Eva Henriksen efterlyser. ”Studerende ved SDMK-uddannelsen Musiker og Musikpædagogisk Udvikler (MPU) arbejder indimellem med musikundervisning af børn, unge og voksne med forskellige former for diagnoser og funktionsnedsættelser,” oplyser vicerektor, Martin Gade. Han henviser fagbladet til docent i Grundlæggende Musikpædagogik ved SDMK, Kirsten Nielsen. ”På MPU-uddannelsen på SDMK arbejder vi ikke specifikt med instrumentalundervisning, men har en bredere grundlæggende musikpædagogisk tilgang til undervisningen, hvor der ofte indgår instrumenter,” siger hun.

Pædagogiske og praktiske udfordringer skal løses.

Kirsten Nielsen mener, at man skal inddrage både musikskolelærernes og elevernes perspektiver i dialogen om undervisning af børn og unge med særlige behov. ”Instrumentallærere, som ikke lykkes med deres undervisning, fx af hold, hvor der også indgår udfordrede børn og unge, har det af og til skidt med sig selv. Ofte bunder problemet i, at forventningerne er urealistiske. Derfor er det vigtigt, at instrumentallærer og leder sammen justerer rammerne for undervisningen og de faglige ambitioner,” opfordrer hun. Kirsten Nielsen mener, at det kan resultere i dalende arbejdsglæde og i værste fald stresssygemelding, hvis de pædagogiske og praktiske udfordringer ikke løses. ”På den måde risikerer vi at miste mange gode musikskolelærere,” frygter hun. Samtidig påpeger Kirsten Nielsen, at det er vigtigt, at elever med særlige behov oplever, at deres udfordringer bliver anerkendt, så de kan føle sig motiverede til at udøve musik. ”Disse elever bør ikke sammenlignes med normaliteten, og det kræver, at musikskolelærere får indsigt i, hvad disse børn og unge er for nogle størrelser.”

Succes eller fiasko

”Første gang, jeg skulle undervise diagnosebørn, var jeg ved at besvime af nervøsitet. Der gik noget tid, før jeg vænnede mig til at have et helt andet sæt forventninger,” fortæller Jane Beuschau der studerer på MPU-linjen ved SDMK i Esbjerg. Man ser med det samme, om ens undervisning er en succes eller en fiasko.

Den 26-årige musiker og musikpædagogiske udvikler er pt. den eneste, som fagbladet har kunnet finde, der specialiserer sig i musikundervisning af børn med særlige behov. ”Musik har været en vigtig del af min opvækst. Jeg vil gerne give alle børn og unge en fed musikalsk oplevelse – det er livsbekræftende for mig,” siger Jane Beuschau. Hun fortæller, at børn med særlige behov kan have en anden adfærd end det, der måske er forventet for aldersgruppen.

”De har nogle andre forudsætninger og måder at reagere på.” Undervisningsarbejdet med netop med denne særlige gruppe af børn og unge oplever Jane Beuschau som både udfordrende og spændende. ”Man ser med det samme, om ens musikundervisning er en succes eller en fiasko – modtagelsen er tydelig,” griner hun. Jane Beuschau er musikskolelærer på Den Kreative Skole i Fredericia. Hun mener, at efteruddannelse er vigtig. ”Vi kan ikke bare sende musikskolelærere ud og undervise, hvis lærerne ikke har kompetencer til at løse opgaven. Hvis vi bare gør det samme, som vi plejer, kan vi ikke give denne særlige gruppe et lige så godt undervisningsprodukt som normalgruppen. Det er bare mennesker, selv om de befinder sig et andet sted,” siger hun.  

Berøringsangsten skal væk

På en studierejse oplevede Jane Beuschau musikskolen Music Centre Resonaari. ”I Finland har man en helt anden tilgang til musikundervisning,” fortæller hun. På Music Centre Resonaari i Helsinki lærer børn og unge at spille på forskellige musikinstrumenter, som vi kender det fra dansk kontekst. Det særlige på Music Centre Resonaari er, at alle eleverne har forskellige typer af udfordringer. Nogle lider af ADHD, andre har hjerneskader og atter andre er fysisk handicappede. Musikskolelens leder, Markku Kaikkonen, mener, at det er vigtigt at være åben over for forskellige tilgange, når man arbejder med specialundervisning.

Musiklærere på dette område bør derfor have en bred pædagogisk indsigt og være nysgerrige i deres pædagogisk praksis. Han forklare vigtigheden af, at lærerne efteruddannes og møder kolleger, deler ideer og skaber visioner for deres pædagogiske arbejde. ”Når man begynder at tale sammen og deler ideer og viden med hinanden, så begynder miraklerne at ske.”

Markku Kaikkonen slår fast, at forskning i musik- og instrumentalpædagogik er en grundlæggende præmis for, at fagområderne kan udvikle sig. Det undrer Jane Beuschau at Danmark halter bagefter lande, vi normalt sammenligner os med på dette forskningsfelt. Jane Beuschau oplever også en berøringsangst, og det mener hun, at ny viden og forskning netop kan gøre op med. 

Det skal være mindre brandfarligt i fremtiden

”Måske oplever de nyuddannede musikere og musikskoleundervisere ikke problemet?” spørger pianist Eva Henriksen fra Esbjerg Kulturskole. Ifølge 26-årige kandidatstuderende Jane Beuschau er det ikke tilfældet. ”Vi unge er også usikre. Måske har vi en lidt anden tilgang, fordi vi er vokset op med, at der er fokus på det,” siger hun. Som musikskoleunderviser oplever hun, lige som Eva Henriksen, et øget antal udfordrede børn og unge. ”Hvis der er tale om børn med særlige behov, vil jeg som underviser gerne vide det,” fastslår Jane Beuschau.

Begge musikskolelærere gætter på, at de i fremtiden vil møde et stigende antal børn og unge med særlige behov. Løsningen er ifølge Jane Beuschau, at der skal være bedre muligheder for at efteruddanne sig, end der er i dag.

”Vi skal samarbejde med fagfolk inden for specialområdet om undervisningsforløb, som strækker sig over halve og hele år. Én kursusdag om året er ikke nok,” siger hun. Jane Beuschau drømmer om at undervise alle slags børn og unge uden, som nu, først at dele dem op i normale og særlige. ”Derfor vil jeg gerne medvirke til at gøre musikundervisning på dette felt mindre brandfarligt,” siger hun.

Eva Henriksen håber, at musikkonservatorierne vil beskæftige sig med pædagogik målrettet denne voksende gruppe af børn og unge. ”I min konservatorietid fik vi meget lidt musikpædagogik og slet ingen uddannelse i, hvordan børn og unge med særlige behov lærer at spille musik. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg vidste meget mere om dette særlige område.” Læs undersøgelse om udviklingstendenser i forhold til børn og unge med diagnoser

Fik du læst?