Sophie Søs Meyer er modtager af den prestigefyldte Leonie Sonning talentpris 2025. Særlige omstændigheder og en portion nysgerrighed har gjort komposition til hendes kunstneriske udtryksform.

medieredaktør og faglig konsulent Fagforeningen Musiker og Musikunderviser
David Efraim Poulsen
”Jeg har allerede lagt planer,” fortæller Sophie Søs Meyer glad, da vi mødes på MM’s sekretariat på Christianshavn. Hun har netop modtaget den prestigefyldte Léonie Sonnings talentpris. Et stipendium på 100.000 kr. til unge og særligt talentfulde musikere.

Sophie Søs Meyer, komponist og kompositionsstuderende ved DJM
Trods sin unge alder har Sophie Søs Meyer allerede et langt og aktivt musikliv bag sig. Først folkemusikken under opvæksten på Fanø, så violiniststudier og nu komposition i solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium.
Hvad betyder det for dig at få Léonie Sonnings talentpris?
Det er ikke alene det, at man får et stort pengebeløb, hvilket i sig selv er en stor hjælp til ens videre virke, men også anerkendelsen for ens kunstneriske virke, som prisen er et udtryk for. Det er jo et kæmpe skulderklap, som, når man sidder alene og skriver på sit kammer, giver en større gejst og selvtillid.
Prisen betyder samtidig, at flere får indblik i mit arbejde og mine værker. Og endelig giver prisen mig også en mulighed for at rejse og studere i udlandet.
Hvor kommer din interesse for komposition fra?
Jeg voksede op på Fanø med folkemusikken som en naturlig del af min barndom. En gammel musiktradition, som jeg naturligt tog til mig på violinen. Senere blev jeg begejstret for den klassiske musik og valgte at gå på OrkesterEfterskolen. Bagefter gik jeg på Musikalsk Grundkursus (MGK) og søgte optagelse og kom ind på Det Jyske Musikkonservatorium (DJM).
Min interesse for komposition kom lidt af nød og ved en tilfældighed. På grund af sygdom havde jeg været nødt til at holde pause fra violinen i en længere periode. Imens tog jeg et kursus i optagelse af lyd og lydskabelse. Jeg var i studiegruppe med fire studiekammerater, og da vi skulle lave vores eksamensprojekt, var præmissen, at vi skulle spille og optage musik. ”Du spiller violin, og så optager vi dig,” sagde de hurtigt. Det var første gang, jeg skulle improvisere, hvilket, for mig ved første tanke synes uoverkommeligt at gøre.
Da jeg bagefter lyttede til det, som vi havde optaget, og bearbejdede optagelserne i computeren, fik jeg en ny og anderledes oplevelse med musikken. Jeg opdagede, at her lå en mulighed for at skabe musik og for at udtrykke sig, som jeg ikke tidligere havde erfaret. Det var både spændende og utrolig forløsende for mig, og det stod klart for mig, at jeg ønskede selv at skrive musik.
Vil du give et lille indblik i, hvordan du arbejder kompositorisk?
Der er virkelig mange forskellige måder at arbejde med komposition på. Jeg er og arbejder meget intuitivt. Det er den form, jeg holder allermest af.
Jeg oplever i mit kompositoriske arbejde, at hvis jeg lytter efter, når der opstår en tone eller en lyd, forbinder den sig til en anden tone. Langsomt udvikler det sig til flere forbindelser og så fremdeles, indtil der over tid fremstår et værk.

Sophie Søs Meyer, komponist og kompositionsstuderende ved DJM
Det er måske lidt, som hvis man forestiller sig en billedhugger med en rå marmorblok – et materiale – foran sig. Så begynder billedhuggeren at bearbejde og hugge i marmorstenen med hammer og mejsel men ved måske endnu ikke, hvad hun leder efter inde i den rå sten. Ud fra marmorblokkens egne unikke former og natur søger kunstneren at forstå og afdække netop denne unikke stens indre liv. På samme måde lytter jeg efter det, der allerede findes eller er til stede i materialet på mit arbejdsbord. Og så lader jeg det udvikle sig i sit eget tempo – nærmest af sig selv, men med mig som den, der beskuer. Det er på den måde, jeg komponerer.
Hvad giver det dig at udtrykke dig gennem komposition?
Det er en optagethed. Noget man ikke kan lade være med, og som nogle gange fylder alt for mig. Det er altid en overraskelse for mig, når jeg skriver musik. Det, at der eksisterer noget, som man længes efter, uden at man vidste det. Pludselig fornemmer man, at det er der og føler sig forbundet til det. Noget, som på en måde allerede er til stede, men som egentlig ikke synes at være en del af mig selv. Noget, som på en eller anden måde åbner sig for mig, hvis jeg lytter. Sådan er det for mig. Jeg oplever samtidig, at jeg ved at komponere
har fået en anden forståelse for musikken.
Hvad vil det sige?
Jeg ser den musik, som allerede er komponeret, med nogle lidt andre øjne. Jeg føler en større årvågenhed overfor klangfarver og form. Det er som om musikkens univers har åbnet sig mere, efter at jeg er begyndt at komponere.
Du underviser også, hvilken betydning har det for dig?
Det med at kunne give viden og en musiktradition videre og vække andres interesse, fx når man underviser, er en glæde for mig.
Undervisning i musik er på en eller anden måde lige som med mit kompositoriske virke. I komposition forbinder jeg mig til noget – et værk eller et materiale. I min undervisning søger jeg ligeledes at forstå noget, som allerede er, og som jeg kan vejlede. Når der kommer en elev ind ad døren for at få undervisning, så er den person sin helt egen.
”Undervisning i musik er på en eller anden måde lige som med mit kompositoriske virke”
Sophie Søs Meyer, kompositionsstuderende
For mig som lærer handler det så om at forstå denne elev. Hvad er det, jeg – lige nu i den her situation – kan give videre til denne elev? Jeg gør ofte brug af elementer fra naturen i min musikundervisning. Dyr synes jeg kan være gode til at beskrive karakter og tempi. Det med at sammenkoble naturen og dyreriget med musikken kan være en vej til at formidle på en intuitiv måde, og jeg oplever ofte, at det kan være med til at løse tekniske udfordringer på en umiddelbar måde for eleven.
Oplever du, at dine to fagligheder kan inspirere hinanden – undervisning og komposition?
Ja, det gør jeg, og jeg oplever det egentlig ret tit. Når jeg fx sidder med nogle elever, der skal lære at bruge mere bue på violinen, så leder jeg efter billedlige udtryk, som kan give en umiddelbar forståelse for, hvordan det kropslige hænger uløseligt sammen med det musikalske udtryk.
Det kan være billedlige udtryk fx: vinden, der blæser over en anemonemark eller lignende. Når jeg kommer hjem fra at have undervist og reflekterer over min dag, kan jeg godt se, at det er samme tilgang, jeg har i mit virke som komponist – det med at relatere til elementer fra naturen.
Om komponist Sophie Søs Meyer
2024 – : Solistklasse i klassisk komposition, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus ved Marcela Lucatelli, Niels Rønsholt og Juliana Hodkinson.
2021: Kandidatgrad i klassisk komposition, Estonian Academy of Music and Theatre, Tallinn ved professor Helena Tulve.
2018: Private paleografistudier i Thessaloniki, Grækenland ved professor Maria Alexandru.
2015: Bachelorgrad i violin, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Sophie Søs Meyers værker er blevet opført internationalt på festivaler som Heroines of Sound (Berlin), Cordes sur Ciel Festival, Festival de Royaumont (Paris) og Klang Festival (København).
Sophie Søs Meyer har modtaget priser for sine værker, herunder:
2024: Fondation Royaumont-pris for værket Dunkles zu Sagen
2023: Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris
2023: DYCE European Commissioning Project
2022: Deus Ex Musica (Boston)
Kompositioner af Sophie Søs Meyer:
Sicilienne
Diphylleia Grayi
Hvad er dit drømmescenarie for et fremtidigt arbejdsliv?
Jeg har et stort ønske om at skrive musik, så jeg drømmer selvfølgelig om at få en masse bestillinger, som gør dette muligt. Bestillinger som sikrer, at jeg kan skrive i større formater og få dem opført. Som kunstner handler det om at finde sin egen stemme i verden. Det er selvfølgelig vigtigt at finde samarbejdspartnere, for hvem ens tilgang til musikken synes meningsfuld, og som man kan dele sit arbejde med.
Endelig er det vigtigt, at man også har mulighed for at trække sig tilbage og skrive på sine værker. For mig gælder det om at skabe den nødvendige tid til at værkerne kan vokse og udvikle sig på deres egen måde. Samtidigt synes det naturligt at formidle og undervise. Det vil også afhænge af hvilken fase i livet, man befinder sig i. Jeg håber, at mit arbejdsliv vil udvikle sig på den måde, hvor jeg har perioder, med store skriveopgaver, som jeg må give rigtig meget tid. Og så perioder, hvor det giver mening at formidle og undervise mere.
Sofie Søs Meyer har planer med Sonningprisen:
Der er ingen tvivl om, at det at modtage en prestigefyldt pris som Léonie Sonning prisen er et stort anerkendende skulderklap. Samtidig bliver det for Sofie Søs Meyer en vigtig billet til at rejse ud i verden og lade sig inspirere.
Lige nu, her i efteråret, er Sophie Søs Meyer’s planer, at hun skal til Wien og arbejde med et ensemble, som har bestilt et værk hos den unge komponist. Senere går turen til Paris, hvor hun har et samarbejde med en festival.