At kunne kontrollere kropslige stresssymptomer som forringer teknik og præstation, er attraktivt for musikere, der kæmper med buerysten, hjertebanken, overfladisk vejrtrækning og lignende.
Af Jo Fougner Skaansar, underviser, psykolog og musiker
I nogle idrætsgrene er evnen til at holde hånden helt rolig selve kernen. Tag for eksempel konkurrenceskydning. Man kan være nok så dygtig – og det er mange – til at ramme plet på træningsbanen, men for at klare sig godt må man kunne holde hoved, krop og vejrtrækning i ro når det virkelig gælder. Evnen til afslappet koncentration er ofte forskellen på de bedste og alle andre.
Brug af medikamenter, der hjælper med at dæmpe fysiologisk aktivering – i dette tilfælde rysten på hånden – indebærer utvivlsomt en uretfærdig fordel for konkurrenceskytter. Eller sagt på en anden måde, hvis der blev konkurreret i skydning ved de stærkt omdiskuterede Enhanced Games (hvor præstationsfremmende medikamenter er tilladt), kunne vi forvente meget stabil skydning i Las Vegas i maj i år.
I konventionel idræt findes der imidlertid (og heldigvis for det) omfattende dopinglister. Betablokkere er blandt de præparater, som skytter har forbud mod at indtage. Det er en receptpligtig medicin, der primært bruges af mennesker med hjerte- karsygdomme. Medicinen har fået sit navn, da den virker ved at blokere de såkaldte beta-adrenerge receptorer i nervesystemet. Når disse receptorer blokeres, hæmmes bl.a. overførslen af det klassiske stresshormon adrenalin og kroppens fysiologiske stressrespons dæmpes. Ergo gør betablokkere (som lægemidlet propranolol) det lettere at holde hånden rolig – også i typiske stresssituationer.
”“Omkring 30 procent af de deltagende orkestermusikere i Australien rapporterede om brug af betablokkere til at håndtere præstationsangst.”
Et udbredt fænomen blandt musikere
At kunne kontrollere kropslige stresssymptomer som forringer teknik og præstation, er naturligvis attraktivt, ikke kun for idrætsfolk, men også for nervøse musikere, der kæmper med buerysten, hjertebanken, overfladisk vejrtrækning og lignende.
En undersøgelse fra 2012 viser at omkring 30 procent af de deltagende orkestermusikere i Australien rapporterede om brug af betablokkere til at håndtere præstationsangst – 70 procent af disse uden henvisning fra læge. Der findes lignende tal fra andre, nyere internationale studier og der er altså grundlag for at tænke, at brugen også er udbredt herhjemme, selv om der ikke nødvendigvis tales åbent om det.
Er dette et stort problem? Der findes som bekendt ingen dopingliste for musikere. Mange vil argumentere for, at der er substantielle forskelle mellem idræt og kunst – at kunstnerisk værdi handler om hvad modtageren sidder tilbage med, uanset hvad udøvere eller komponister har indtaget. Lidt flabet sagt: Det påvirker ikke min oplevelse når jeg lytter til Beatles-mesterværket Rubber Soul, at jeg ved at bandmedlemmerne selv, kaldte albummet for The Pot Album. Under alle omstændigheder er alt vel bedre end (den helt rustfri) AI-genererede kunst?
Alligevel findes der situationer, hvor forskellene mellem kunst og idræt bliver mindre tydelige. Her tænker jeg for eksempel på prøvespillet. Som i mange idrætsgrene er dette en konkurrence, hvor forberedelserne tager uger og måneder – ofte mens hele livet er indrettet efter at blive så god som muligt – og man har kun få minutter til at “levere varen.” Konkurrenterne er som regel mange og kompetente, og i sidste ende er der kun én, der løber af med sejren. På visse instrumenter og til visse stillinger kan der desuden gå år mellem hvert prøvespil. At mestre en sådan situation er helt afgørende for at få en fast udøvende stilling.
Et etisk spørgsmål
Her opstår altså et interessant etisk spørgsmål: Får musikere og andre scenekunstnere en uretfærdig fordel ved at bruge betablokkere i prøvespilssituationer?
Diskussionen er ikke ny. For tyve år siden bragte den norske avis Dagbladet historien “Advares mod farlig ‘musikermedicin’.” Den, der advarede, var daværende musikerpsykolog Knut Olseng ved Norges musikkhøgskole. ”Du skaffer dig en konkurrencefordel ved prøvespil og i musikkonkurrencer ved at øge din præstationsevne på kunstig vis. At bruge dette præparat er kort sagt snyd,” udtalte han.
Er det rimeligt at konkludere så bombastisk, eller findes der nuancer her? Jeg mener i hvert fald, at det er værd at anskue sagen fra flere vinkler. Et relevant perspektiv i denne sammenhæng er, at betablokkere i sig selv ikke forbedrer den kunstneriske præstation. Snarere kan de bidrage til, at udøveren realiserer sit eksisterende potentiale i en helt særlig situation. Set i det lys kan man argumentere for, at hjælp til at dæmpe nerver principielt ikke er mere etisk problematisk end at tage en melatonintablet for at kunne sove aftenen før en vigtig optræden. Og handler et prøvespil – som andre vigtige optrædener – i bund og grund ikke om at “få musikken og musikaliteten frem”? Det er ærgerligt, hvis man går glip af meget talentfulde musikere, som ellers ville fungere glimrende i jobbet, men som har svært ved netop denne forbandede prøvespilssituation.
Jeg har talt med mennesker (ikke kun scenekunstnere), som har brugt betablokkere i enkelte pressede situationer, fået mestringsoplevelser og derefter ikke følt behov for dem længere. De beskriver erfaringen som nødvendig for at overkomme en barriere.
Berøringsangst og psykologisk afhængighed
Der findes også tungtvejende argumenter imod en sådan brug af medicin. For det første har betablokkere både begrænset effekt og potentielle bivirkninger. De fjerner for eksempel ikke de psykologiske symptomer på præstationsangst, som negative tanker og bekymring. Desuden rapporterer nogle udøvere også om emotionel affladning ved brug af betablokkere. Det kan naturligvis være uhensigtsmæssigt, når opgaven netop handler om at formidle følelser.
Brug af betablokkere kan også bidrage til, at man undgår at tage fat på de underliggende psykologiske faktorer, der danner grobund for angst i præstationssituationer. At være under kontinuerligt præstationspres er unægtelig en del af gamet for scenekunstnere, og det er rimeligt at hævde, at vi bør finde måder at håndtere dette på uden brug af piller. En ensemblemusiker fortalte mig, at vedkommende har brugt betablokkere ved eksponerede opgaver i mange år og nu ikke tør stoppe. Vedkommende oplever frygt og manglende mestring knyttet til, måden hvorpå kroppen naturligt reagerer under pres. Der er opstået en psykologisk afhængighed af pillerne.
Der er også en medicinsk risiko ved at tage betablokkere uden at konsultere en læge. Personer med astma, KOL, diabetes eller unormalt lav puls kan få alvorlige – og i nogle tilfælde livstruende – bivirkninger. Brug kan også påvirke effekten af anden medicin, man tager.
I artiklen fra Dagbladet opsummerer trompetist Ole Edvard Antonsen problematikken på en måde, jeg i store træk kan tilslutte mig, her tyve år senere: ”Jeg vil ikke være dømmende, men ville aldrig anbefale kolleger eller elever at bruge betablokkere. Det er bedre at gå grundigt på røven. I det lange løb er der ikke andet end gode forberedelser, fokus og erfaring, der hjælper mod præstationsangst”.