Co-teaching i musikundervisning: inspiration, barrierer og nye muligheder
Af: Torben Westergaard, lektor i musikpædagogisk teori ved Det Jyske Musikkonservatorium
”Det er simpelthen det fedeste, jeg nogensinde har været med til. Det var ligesom, når man spiller sammen, og det bare går op i en højere enhed – bare med undervisningsdelen.”
Sådan beskriver Stella Ørn formand erfaren musikskolelærer, sin oplevelse af co-teaching, når det lykkes. Og hun er ikke alene. Begrebet co-teaching – på dansk ofte oversat til “fælles undervisning” – anvendes i stigende grad i musikskoler og konservatorier. Et svar på behovet for inklusion, differentiering samt fagligt samarbejde og udvikling.
Denne artikel belyser co-teachings potentiale og udfordringer i musikundervisning med afsæt i teori, praksisfortællinger og resultater fra en spørgeskemaundersøgelse.
Hvad er co-teaching?
Co-teaching er en planlagt samarbejdsform, hvor to eller flere undervisere i fællesskab planlægger, gennemfører og evaluerer undervisning for samme elevgruppe. I modsætning til uformel kollegial assistance bygger co-teaching på et fælles ansvar og kontinuerligt samarbejde.
Illustration, Torben Westergaard, lektor DJM
I musikundervisningen kan dette samarbejde antage mange former. Det kan være et ensembleforløb, hvor to undervisere med forskellige fagligheder samarbejder, eller et instrumentalhold, hvor underviserne skiftes til at være til stede og bidrager med hver deres perspektiv. Det ses også i det lovpligtige samarbejde mellem musikskole- og folkeskolelærere, hvor fælles planlægning og undervisning skaber sammenhæng for eleverne.
Der skelnes ofte mellem:
- Kooperativ co-teaching: Lærerne deler opgaver, men udvikler ikke nødvendigvis undervisningen sammen.
- Kollaborativ co-teaching: Lærerne planlægger, underviser og evaluerer i fællesskab – her ligger det største potentiale.
Seks modeller for co-teaching
Ifølge Friend (2008) findes der seks grundmodeller for co-teaching, som kan anvendes fleksibelt:
- Én underviser, én observerer: Den ene underviser, den anden indsamler aftalt data om elevernes læring.
- Stationsundervisning: Elever roterer mellem stationer, hvor lærerne gentager indholdet for forskellige grupper.
- Parallelundervisning: Klassen deles i to, og begge underviser samtidig i samme indhold.
- Alternativ undervisning: En underviser tager en lille gruppe med særlige behov, mens den anden underviser resten.
- Teamundervisning: Begge underviser samtidig i én fælles undervisning og supplerer hinanden.
- Én underviser, én assisterer: Den ene underviser, den anden støtter elever diskret undervejs.
Disse modeller kan kombineres og justeres alt efter undervisningens indhold og elevernes behov. I musikundervisningen åbner de for differentierede læringsformer – fx kan én underviser lede et ensemble, mens den anden arbejder målrettet med en mindre gruppe om teknik eller teori.
Fordele og barrierer: Hvad siger underviserne?
Som led i et pædagogisk udviklingsprojekt på Det Jyske Musikkonservatorium blev der gennemført en anonym spørgeskemaundersøgelse blandt 43 undervisere fra konservatoriet og Aarhus Musikskole. Godt halvdelen af de adspurgte havde erfaring med at have deltaget i co-teaching inden for det seneste år. Over 40 % udtrykte ønske om at co-teache mere, og mange beskrev det som en praksis med stort potentiale – forudsat de rette rammer.
Respondenterne fremhævede især styrkede kollegiale relationer, faglig inspiration og øget refleksion som klare gevinster. Flere pegede også på, at samarbejdet kunne løfte undervisningskvaliteten og skabe nye perspektiver på egen praksis. En underviser beskrev det som en måde at blive inspireret af kollegaer og samtidig styrkes i sin egen faglighed – særligt når man kunne byde ind med det, man brænder mest for. En anden pegede på, at co-teaching kan løfte lærere ud af faglig inerti og isolation.
Samtidig blev der fremhævet væsentlige barrierer for en succesfuld gennemførelse af co-teaching-forløb. Den mest udbredte udfordring var manglende tid til planlægning, efterfulgt af uklar ansvarsfordeling og forskelle i undervisningsfilosofi. En respondent formulerede det klart: “Da der ikke er afsat tid og infrastruktur til koordination og fælles planlægning, er graden af ‘co-ordinering’ meget lav.” Der blev også peget på behovet for gensidig forventningsafstemning, og enkelte beskrev, hvordan planlægningen ofte sker under tidspres. Flere nævnte, at det kræver en særlig form for mod og nysgerrighed at åbne sin praksis for andre og håndtere den faglige friktion, der kan opstå. Disse faktorer kan måske være medvirkende til, at 19 % frabad sig muligheden for at deltage i mere co-teaching.
Samlet set viser undersøgelsen, at co-teaching har et stort potentiale, men at det kræver strukturel støtte, skemalagt tid og ledelsesmæssig prioritering for at lykkes i praksis.
To stemmer fra praksis: Co-teaching i musikskolen
Stella Ørn, formand for Lærerudvalget i MM, lægger vægt på, hvor meget samarbejdet med kolleger kan løfte undervisningen: “Det er dér, vores øjne lyser op. Det er der, hvor det bliver virkelig fedt.” Med mange års erfaring i co-teaching mellem musikskole og folkeskole har hun oplevet, hvordan samspillet med kolleger styrker både undervisningen og trivslen på arbejdspladsen.
Sammen med kollegaen Birgitte Momme, medlem af MM’s Lærerudvalg, deler hun erfaringer fra praksis, hvor co-teaching både har udfordret og inspireret. Birgitte beskriver, hvordan det at se en kollega gøre noget anderledes kan være en øjenåbner: “Det er jo der, hvor jeg bliver rykket også. Det er at se noget blive gjort på en anden måde – og [undskyld udtrykket] pis, det virkede faktisk også.”
For hende handler co-teaching ikke om at mestre alt. Som hun siger: “Vi skal faktisk bare bidrage med det, vi kan i forvejen. Og så skal vi udfordres i det.” Det kræver både mod og åbenhed – og en vilje til at lade andre få indflydelse på ens praksis.
Faglig udvikling kræver mod, prioritering og planlægning
Samarbejdet skaber ikke kun faglig udvikling, men også relationer og arbejdsglæde. Stella beskriver det med varme: “Det er simpelthen det fedeste, jeg nogensinde har været med til.” Hun tilføjer: “Vi blev nærmest som et gammelt ægtepar, når vi underviste.” Et billede på den tillid og rytme, der kan opstå, når samarbejdet fungerer.
Men det kræver, at nogen tager det første skridt. Birgitte understreger, at det første møde mellem undervisere i co-teaching er afgørende – og at det er ledernes ansvar at facilitere det: “Det første, der skal ske, det er, at lederne får organiseret det første møde mellem dem, der skal co-teache.” Det må ikke presses ind i en frokostpause – det skal prioriteres og planlægges.
Det handler også om at kunne give plads. Birgitte siger: “Jeg vil gerne lære at trække mig. Jeg vil gerne være den, der går til siden, og så lade de andre komme til.” Det er ikke nødvendigvis let – særligt ikke for musikundervisere i en performancekultur, der ofte føler et stort ansvar for helheden og er vant til at kommunikere følelsesmæssigt og intenst med både elever og kolleger. Men netop derfor er det en vigtig kompetence at øve sig i: at kunne give slip, lytte og lade andre tage over – uden at miste sig selv.
Her kan Gert Biestas begreb pædagogisk modstand være en nyttig linse. Når undervisere møder hinandens forskelligheder – i faglighed, pædagogik eller personlig stil – kan det skabe friktion. Men modstand opstår ikke kun i det faglige møde. Co-teachere møder også modstand i form af strukturelle begrænsninger: manglende tid, uklare rammer og organisatoriske barrierer. Disse ydre vilkår kan opleves som en form for modstand, der – ligesom den faglige – kræver refleksion, tilpasning og dialog for at blive konstruktiv.
Omvendt er der også meget at vinde, hvis man ikke blot trækker sig og siger: “Det er ikke noget for mig.” Når undervisere tør blive i det uperfekte og udfordrende samarbejde, kan det åbne for nye erkendelser, styrket faglighed og en mere inkluderende undervisningskultur.
For Stella og Birgitte handler co-teaching i sidste ende om fælles retning og gensidig inspiration. “Vi har et fælles mål,” siger Birgitte. Det handler ikke kun om bedre undervisning for eleverne – men også om at skabe et arbejdsliv, hvor man som underviser bliver fyldt op og inspireret: “Bare det, at jeg har et par co-teaching-forløb om ugen, gør jo, at det er der, jeg også bliver fyldt på.”
Co-teaching som kultur – ikke kun metode
Der er meget, der taler for, at co-teaching er kommet for at blive. Det kan styrke både undervisningskvaliteten og det kollegiale samarbejde – men kun hvis det bliver en del af konservatoriets og musikskolens kultur og ikke blot en teknisk metode.
Det kræver, at ledelserne skaber strukturer, afsætter tid til planlægning og refleksion og understøtter en åben dialog om samarbejdets formål og rammer. Kun med en systematisk tilgang og fælles forståelse kan co-teaching blive en naturlig del af den daglige undervisning.
Når det lykkes, bliver undervisningen mere meningsfuld og udviklende – ikke kun for elever og studerende, men også for lærerne. Det kræver vilje til at ville sammen og investere i relationerne. For det er i dem, den sande samarbejdskultur kan blomstre. Og i den kultur bliver co-teaching ikke bare en metode – men en måde at tænke undervisning på.
Samtidig rummer co-teaching et stort potentiale som redskab til professionel udvikling. Når undervisere arbejder tæt sammen, opstår der naturlige læringsfællesskaber, hvor viden deles, praksis udfordres, og nye kompetencer udvikles. I en tid, hvor musikundervisning er i hastig forandring, kan co-teaching være en vej til at opgradere og forny lærerrollen – og dermed styrke musikundervisningen anno 2025.
Kilder:
Friend, M. (2005). Co-teaching: Creating successful and sustainable programs. National Association of State Directors of Special Education.
Der findes en række bøger på dansk om co-teaching, fx:
Hansen, J. H. (2019). Co-teaching. Aarhus Universitetsforlag.
Højholdt, A. (2022). Co-teaching – samarbejde om læring (3. udg.). Hans Reitzels Forlag. Sunesen, M. S. K. (2015). Co-teaching og mestring. Hans Reitzels Forlag.