Udvidelse af Københavns Musikskole har sat fokus på skolens fælles fagsprog. En nødvendighed, når højt kvalificerede lærerkræfter skal tale sammen om musikpædagogik.
Af af Jonas Viggo Pedersen, medl. af Københavns Musikskoles pædagogiske udvalg
I årtier har Københavns Musikskole været præget af en høj grad af decentralisering – en lav dækningsgrad ift. indbyggertal (over 600.000 borgere) og et meget højt antal folkeskoler (78) at rekruttere elever til de meget få musikskolepladser fra.
Vores dækningsgrad har været helt nede på 0,6% af de 0-25-årige, ca. en tiendedel af landsgennemsnittet. Og de mange folkeskoler, vi skulle ramme med relativt få elever fra hver skole, har gjort det til en nomadetilværelse at være musikskolelærer i København, og den enkelte musikskolelærer har nemt stået meget alene i hverdagen.
Imidlertid har Københavns Musikskole fået lidt mere vind i sejlene i form af en (foreløbig 4-årig) udvidelse af musikskolen på 25 procent, som vi har brugt til et gedigent fremstød i en af kommunens bydele, nemlig Valby – som vi dækker ind med musikskoleundervisning på alle bydelens folkeskoler. Det fremstød kunne vi tale længe om, men det er ikke målet med denne artikel. Fremstødet har dog givet udvidede muligheder for samarbejde, både udadtil og indadtil, og dét viste sig at rumme en udfordring.
Et musikpædagogisk babelstårn
Gennem årene har vi udviklet en slags musikpædagogisk babelstårn, hvor de højt kvalificerede lærerkræfter ikke nødvendigvis taler det samme sprog om vores pædagogik, og måske endda heller ikke har den samme viden om, hvilke teoretikere, der har beskæftiget sig med den praksis, vi står i til daglig.
Det var derfor oplagt for musikskolens pædagogiske udvalg, som består af musikskoleleder Jens Seneberg Nielsen, Christina Lauridsen, Karen Wetke, Fredrik Engdahl, Flemming Lund og undertegnede, at sætte det fælles fagsprog på dagsordenen.
Det fælles fagsprog
Vi havde i udvalget en idé om, at det var vigtigt med det fælles sprog for at sikre en velfungerende overgang til den højere grad af samarbejde på musikskolen. Og vi kunne se, at det udvidede samarbejde ville blive nødvendigt og gavnligt i bestræbelserne på at få det kommunale musikskoletilbud bredt ud til flere af kommunens børn og unge.
Det skal her siges, at der aldrig har hersket tvivl om det eksisterende høje faglige niveau på vores musikskole – der er ikke nogen, der har ønsket at ændre på den pædagogiske praksis hos den enkelte lærer ifm. dette forløb. Men det har været os magtpåliggende at bevidstgøre denne praksis, således at den fælles UV-forberedelse og -evaluering vil kunne smidiggøres og effektiviseres. Det er et vilkår, at der kommer mere og mere samarbejde i form af team-undervisning, sammenspil, holdundervisning osv. og procentvis mindre og mindre 1:1-undervisning.
Musikpædagogik i teori og praksis
Det blev hurtigt klart, at vi ikke bare kunne sætte vores meget diverse lærerkorps på skolebænken til en heftig omgang teori. Lærerkollegiet kommer med vidt forskellig baggrund og har i mange tilfælde en stor bagage af pædagogisk erfaring med elever på alle niveauer fra førskole til og med konservatorieniveau – men ikke nødvendigvis med en opdateret teoretisk ballast til at supplere den vægtige praksisempiri.
Vi måtte derfor sikre, at forløbet om det fælles sprog hele tiden kørte parallelt med en spejling i erfaret praksis. Og vi skulle også sikre os, at fremtidige kolleger ville kunne glide ind i det fælles ”københavner-”sprog om musikpædagogikken. Der skulle således også kunne komme et teoretisk kompendium ud af det, en pixi-bog, som ville kunne supplere et crash-course fx ved sæsonstart efter fremtidige nyansættelser.
Et behov for efteruddannelse
Arbejdet med at udvikle et forløb var ikke nemt. Vi blev relativt hurtigt enige om, at vi skulle omkring fire led i vores interne efteruddannelse
- Musikdidaktisk basis
- Læring og motivation
- Design og planlægning af undervisning
- Samarbejde (co-teaching/PLF/mm.)
Men hvordan skulle det gribes an? Vi rådførte os løbende med Finn Holst, som fik den vidunderlige idé at vende det på hovedet, så vi tog mere udgangspunkt i praksis for derigennem at nå frem til en udkrystalliseret teori. Det gav den følgende rækkefølge:
1. Design og gennemførelse af undervisning
2. Læring og motivation
3. Samarbejder på musikskolen
4. Musikdidaktisk overblik
Det var rimelig enkelt at afsætte vores pædagogiske dag ved sæsonstart til dette. Det, vidste vi, var der allerede en forventning om blandt lærerne. Vi havde året før brugt en konferencedag, med mulighed for overnatning, til at arbejde med en fælles strategi, og det havde været hårdt, men givtigt. Og alle var glade ved at gentage det internat, nu med fokus på pædagogisk teori. Men det var også tydeligt, at det ikke var nok tid.
Der havde i udvalget også været en del kommentarer, dengang vi evaluerede på DKDM-konferencerne i januar – og vi blev enige om også at melde afbud til en evt. næste konference på DKDM og i stedet fortsætte vores eget forløb på den dag i januar. Men om det så også var nok, det så ikke helt sådan ud. Endelig nåede vi frem til, at hver andet af de 6 afsatte personalemøder igennem skoleåret (typisk kl. 9.30-12) måtte kunne bruges til vores forløb om Anvendt Pædagogik.
Finn Holst og Torben Westergaard introducerede os til nogle af motivationsteorierne og begrebet ”God Anderledeshed”, hvorefter vi lagde resten af forløbet i hænderne på vores nyansatte afdelingsleder, Hanna Rose Jørgensen. Hun har flere musikpædagogiske uddannelser, samt 20 års erfaring som musikunderviser på alle niveauer fra de yngste børn til underviser i musikpædagogik på DKDM og Teoretisk pædagogik og psykologi på SMK, så hun var klar og tændt på at føre os videre ind i de mange teorier.
Hele forløbet balancerede på en knivsæg mellem anerkendelsen af den lange, praksisnære erfaring i store dele af lærerkorpset og den udfordring, der ligger i den fælles bevidstgørelse af de forskellige tilgange til undervisning på vores musikskole. Selve det, at vi introducerede en ny turguide ned gennem teoriskoven, kunne potentielt vælte vores forløb. Så vi var meget spændte i udvalget på, hvordan det hele ville gå.
En lærerig pædagogisk dag
Der var heldigvis en forsigtig, men nysgerrig opbakning til Hanna Rose Jørgensen, da hun lagde fra land på den første arbejdsdag efter juleferien. Det gjorde hun med ildhu og engagement – og gennem en intens og lang dag hvirvlede hun hele kollegiet igennem 9 teorier, alt sammen med tydelig forbindelse til den enkelte lærers praksis, og med levende anskueliggørelse af begreberne.
Et eksempel: Hanna spurgte en specifik lærer om, hvordan han ville lære en elev noder, der aldrig havde lært om det før? Svaret kom prompte, og det åbnede hurtigt en lille debat i plenum – skal man fortælle om nodesystemet, eller skal man lade eleven komme med ideer og så vise hvordan bagefter? Alt sammen blev opsummeret i begreberne induktiv og deduktiv læring.
Vi kom således igennem Musik og identitet (Ruud), Zonen for nærmeste Udvikling (Vygotsky), Flow (Csikszentmihalyi), FIMME, Indre/ydre motivation (Deci/Ryan), Dannelsesteori (Klafki), God Anderledeshed (Ziehe), Den didaktiske trekant, Læringstrekanten (Illeris), Læringscirklen (Beck), og Musikfagets aktivitetsformer (Nielsen).
Det var en hæsblæsende dag – og det var tiltrængt. Blandt lærerne er der her to tredjedele henne i forløbet, en helt anden samling om forløbet om Anvendt Pædagogik på Københavns Musikskole.
Vores mini-pædagogikum
Næste gang vi sås, tog Hanna udgangspunkt i praksisarbejde med teorier fra sidst, dels med opsamling på aktionerne fra sidst i mindre trioer og dels ved en praksisøvelse, hvor lærerne i mindre gruppe skulle observere Hanna undervise med hver deres tildelte teoretiske fokus. Øvelsen, som Hanna instruerede hed “Den levende kvintcirkel”. Teorierne blev nu synlige i praksis og beskrevet af de enkelte grupper. Derefter blev CARTAGO modellen præsenteret og lærerne brainstormene på, hvordan de hver især arbejdede med elevernes motivation i forbindelse med CARTAGO modellens seks parametre: Kompetence, Autonomi, Task value, Attributions, Goal Orientation. Det blev til mange post-its og plancher, med ideer og tanker om den pædagogiske praksis.
Og den sidste gang inden sommerferien vil dreje sig om Situeret læring (Lave/Wenger), Mindset teori (Carol Dweck) og endelig om release af den færdige PIXI-bog.
Alt i alt et lokalt mini-pædagogikum, som forhåbentlig gør samarbejdet om fremtidens musikskole endnu smidigere, sikrere og sjovere.