Kulturskolelærer, der arbejdede uden at modtage løn eller kontrakt i næsten fire måneder, har, efter MM gik ind i sagen, fået sin løn, kontrakt og en økonomisk godtgørelse.
MM’s Sekretariat
Efter en kort jobsamtale op til sommerferien, hvor arbejdsopgaver og tiltrædelsestidspunkt blev aftalt, var alt i den skønneste orden, troede hun. Der skulle dog gå over fire måneder fra ansættelsessamtalen, til kulturskolelæreren modtog sin første løn og sit ansættelsesbevis
Arbejdede uden løn i tre måneder
Kulturskolelæreren havde før sommerferien mundtligt accepteret jobtilbuddet om at undervise i scenekunst på kulturskolen. Efter ferien gik hun derfor straks i gang med at løse de aftalte arbejdsopgaver, selv om kontrakten endnu ikke var dukket op. Efter et par ugers arbejde havde hun stadig ikke modtaget sin kontrakt, og henvendte sig derfor til arbejdsgiveren og bad om at få den tilsendt.
”Jeg var stresset og deprimeret i 3 måneder“
Kulturskolelærer
Efter næsten tre måneder med gentagne henvendelser uden at modtage hverken løn eller kontrakt var hun efterhånden både frustreret og stresset. Problemet var samtidig, at hun gennem sit mundtlige tilsagn i juridisk forstand havde bundet sig kontraktligt og var således underlagt de mundtligt tilbudte og aftalte jobvilkår. Hun kunne altså ikke tage andet arbejde til sin forsørgelse og dækning af boligudgifter på tidspunkter, som var aftalt med kulturskolen. Hvis hun tog andet arbejde for at dække sine udgifter og ikke kunne møde frem på kulturskolen, kunne det tolkes som arbejdsvægring og dermed være et alvorligt brud på kontrakten. Læreren var i øvrigt meget glad for kulturskolearbejdet og ønskede ikke at miste det.
Økonomisk godtgørelse
Derfor kontaktede den uheldige kulturskoleunderviser til sidst sin fagforening. Det var tydeligt, at det pågældende MM-medlem loyalt havde udført sit arbejde jf. den mundtlige aftale. En af MM’s juridiske konsulenter gik ind i sagen og afdækkede hurtigt, at arbejdsgiver havde overtrådt indtil flere bestemmelser i bl.a. ansættelsesbevisloven. På den baggrund krævede MM på medlemmets vegne, ud over udbetaling af vedkommendes retmæssige løn for det udførte arbejde i de tre måneder inklusive procesrenter, yderligere en økonomisk godtgørelse på otte ugers løn. Den økonomiske godtgørelse er en kompensation for gentagne lovovertrædelser m.v., som åbenlyst havde været til stor gene for kulturskolelæreren.
Det lykkedes gennem en god og konstruktiv dialog mellem MM’s konsulent og kommunens løn- og personaleafdeling at sikre medlemmet sine rettigheder.
Kort efter, at MM gik ind i sagen, modtog kulturskolelæreren således både sit ansættelsesbevis, den tilbageholdte løn med renter og en økonomisk godtgørelse på otte ugers løn.
Kulturskolelærer: ”Da jeg kontaktede MM, kom der styr på det hele”
”Jeg har aldrig prøvet at have en fagforening før, så da jeg startede på mit nye job, havde jeg problemer med at få en kontrakt, fordi jeg ikke har en uddannelse endnu. Det betød også, at jeg heller ikke fik løn i 3 måneder, og jeg var nødt til at tage ekstra timer på mit andet arbejde for at betale min husleje.
Jeg var stresset og deprimeret i de 3 måneder og kunne slet ikke se en ende i det her spil. Men da jeg kontaktede MM, kom der styr på det hele. Og med hjælp fra en meget sød og venlige medarbejder fra MM, som hjalp mig hele vejen igennem og beroligede mig og fik mig lært mere om, hvad en fagforening ellers gør, fik jeg endelig min kontrakt og min mistede løn og fik også en rigtig god læring ud af alt det her. Hvis jeg ikke havde meldte mig ind i MM, ved jeg ikke, hvornår jeg ville have fået min kontrakt. ”
Brug din fagforening!
”Denne sag viser, hvor vigtigt det er, at man som lønmodtager har en fagforening i ryggen. Mange tror, at tingene nok skal løse sig, men uden fagforeningens indsats havde vedkommende kulturskolelærer muligvis stadig stået uden løn og kontrakt,” konstaterer MM`s konsulent. I MM opfordrer vi derfor alle vores medlemmer til at reagere, hvis man oplever fejl eller har problemer fx med sin løn, kontrakt eller lignende.
Fik du læst
Om Ansættelsesbevisloven
§ 3 stk. 1: Disse oplysninger skal gives inden for de første 7 kalenderdage:
Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse. Arbejdsstedets beliggenhed og om hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse.
Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori.
Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
Varigheden af og vilkårene for en eventuel prøvetid.
Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, fx pensionsbidrag.
Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid og eventuelle ordninger for overarbejde og betaling herfor.
Kilde: Fagforeningen MM