Kulturministeren vil have morgensang tilbage i folkeskolen
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og dirigent Phillip Faber er gået sammen om et projekt til 10 mio. kr., der skal ramme landets folkeskoler i skoleåret 2024-2025. Ambitionen er, at mindst en fjerdedel af alle landets grundskoler synger morgensang, inden skoleåret er omme. Musik er i dag blandt de fag, som har en lav kompetencedækning på folkeskoler. Puljen kan bl.a. søges til instrumenter, sangbøger eller til at styrke lærernes og det øvrige pædagogiske personales musikfaglighed for bedre at kunne gennemføre morgensang.
Kulturens analyseinstitut har ingen repræsentant for musikerne
Kulturens Analyseinstituts nye, 28 personer store rådgivende panel har ikke fundet plads til en eneste udøvende musiker. Det er uforståeligt og kritisabelt mener flere organisationer. Simon Junker Tang fra Fagforeningen Musiker og Musikunderviser, det tidligere DMpF, håber der bliver rettet op på den uheldige fejl. ”Musikere og musikundervisere er den enkeltstående gruppe af kunstnere som er størst,” siger Simon Junker Tang.
Grænseoverskridende adfærd i musikbranchen
Undersøgelser viser at 8 ud af 10 unge kvinder i musikbranchen har oplevet, at deres grænser bliver overtrådt. En række etablerede og upcoming kvindelige musikere står frem i en DR-dokumentar og fortæller, hvordan de oplever sexisme. Ligestillingsminister Marie Bjerre vil gerne hjælpe den næste generation af kvindelige musikere, men vil ikke forpligte sig på politiske tiltag.
Léonie Sonnings Musikfond kårer unge musikalske talenter
Årets modtagere af talentpriserne er Akela String Quartet, Asmus Hanke Frederiksen (Sang), Athanasia Kotronia (Komponist), August Schieldrop (Tuba), Christian Skovlund (Obo), Christina Sofia af Klinteberg Herresthal (Mezzosopran), Christine Bach Tofft (Sopran og Musikpædagog), Elise Busch-Madsen (Fløjte), Kirsten Voss Petersen (Mezzosopran), Marco Pomelli (Pianist).
Ny rapport afdækker mangfoldigheden blandt sangskrivere og komponister
For første gang kaster en mangfoldighedsrapport lys over demografien for danske sangskrivere og komponister. En af de indsigter, som overrasker, er at seks ud af ti sangskrivere og komponister har ifølge rapporten en videregående uddannelse modsat den danske befolkning, hvor det gælder for fire ud af ti voksne.
DST måler stigende aktivitet i musikskolernes øvrige kunstfag
I skoleåret 2022/23 var der ifølge Danmarks Statistik (DST) tilmeldt 64.000 elever på de danske musikskoler, som deltog i 93.100 forskellige aktiviteter. Dette var på samme niveau som i sæsonen 2021/22. Fag inden for sammenspil og forskole var de to største fagområder med hhv. 23.600 og 16.600 aktivitetselever i 2022/23. Dette svarede til hhv. 25 og 18 pct. af elevernes samlede aktiviteter. Blandt instrumentfagene toppede tasteinstrumenter med 11.900 aktivitetselever. Øvrige kunstfag var det fjerde største fagområde og gik fra 8.100 aktivitetselever i skoleåret 2021/22 til 9.200 i 2022/23. Hvilket var den største relative stigning på tværs af alle fagområder.