Simon er musiker og musikunderviser

Musikerdrømmen lever stadig, men i en ny form, som fortsat holder gang i kunsten at spille musik side om side med et alsidigt musikundervisningsjob.

”Jeg opdagede hurtigt, at der ikke kom ret mange koncerter og spillejobs i kalenderen, hvis man kun øvede sig,” fortæller musiker og musikunderviser Simon Wildau. Jeg møder ham på en Teamsforbindelse fra sit hjem i Aarhus. Vi skal tale om hans sammensatte arbejdsliv som musiker og musikunderviser.

”Man sprænger hurtigt rammen for en 37-timers arbejdsuge”

Simon Wildau, musiker og musikunderviser

Simon Wildau blev færdiguddannet fra musikkonservatoriet i 2018 og har ud over en kandidatgrad flere solisteksaminer med i sin faglige bagage. Ved siden af jobbet som instrumentalunderviser på Aarhus Musikskole er han musiker i Aros Guitar Duo, som spiller koncerter rundt om i Danmark og Skandinavien. Duoen er netop aktuel med CD-udgivelsen In Time. ”Musikken på CD-en fx af den erfarne komponist John Frandsen, som vi har indspillet, er helt fantastisk og noget af det bedste, der er skrevet for guitar,” fortæller han begejstret.

Simon er musiker og musikunderviser

Simon Wildau, musiker og musikunderviser

Musikerdrømmen

Allerede som 17-årig søgte Simon Wildau optagelse på konservatoriet. Han kom som så mange andre ind med en drøm om at blive verdens dygtigste og leve af at spille koncerter. ”Man bliver jo mere moden med tiden og finder ud af, at der er mange andre ting i musikken og i livet, som også inspirer og er vigtige,” fortæller den nu 34-årige musiker. Drømmen om at være udøvende musiker lever, men med nyt stimulerende indhold, som fortsat holder ham i gang med den kunstneriske side af sit arbejdsliv.

Con amore og fast arbejde

Skiftet fra det relativt frie studieliv til et travlt og krævende arbejdsliv som aktivt udøvende musiker og musikunderviser har budt på flere overraskelser. Koncertvirksomhed i dag er virkelig krævende for den enkelte musiker, og opgaverne er mangeartede: Udvikling af projekter, kontakt til arrangører, udarbejdelse af ansøgninger og kontrakter osv. Og så skal man selvfølgelig også øve sig for at være i topform til koncerterne. ”Man sprænger hurtigt rammen for en 37-timers arbejdsuge, og indimellem tænker jeg, at hvis man havde uddannet sig til ingeniør, så havde man nok fået løn for nogle af alle de ekstra arbejdstimer eller var gået hjem, når ”uret” ringede,” smiler han skævt fra computerskærmen. Arbejde inden for kunst og musik varetages ofte af ildsjæle, som ikke har tradition for en tydelig adskillelse af arbejdstid og fritid. Det er Simon Wildau med tiden blevet lidt mere opmærksom på.

Simon Wildau

Er uddannet fra 2008 til 2018 ved Det Jyske Musikkonservatorium (DJM) med en master og en solistuddannelse, hertil 2 års studier i Barcelona og en solistuddannelse nr. to ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM).

FAKTA

Oplever du, at din uddannelse afspejler dit arbejdsliv?

Da jeg gik på konservatoriet fra 2008 til 2018, var der ikke megen undervisningspraktik, modsat det man ser fx på læreruddannelsen. Samtidig kom faget Teoretisk pædagogik på musikkonservatoriet dengang inden selve praktikerfaringerne, og det oplevede jeg ikke som videre værdifuldt uden mine egne erfaringer fra praksis fx fra en musikskole. Konservatoriets pædagogikundervisning – ”kaninundervisning” – var fin, men min anke er efterfølgende, at det ikke er nok at undervise en sød og motiveret soloelev inden for murerne, som ikke er repræsentativ for virkeligheden udenfor. Problemet var, at jeg tænkte: Hold nu op, hvor er det nemt at undervise! Realiteten er, at mange musikskoleelever ude i virkeligheden ikke nødvendigvis er topmotiverede og læringsparate.Det er faktisk en ikke uvæsentlig del af de faglige udfordringer, man som musikunderviser møder og arbejder meget seriøst med.

Hovedparten af mine musikskoleelever ønsker fag som brugsguitar/becifringsspil, lidt improvisation og melodi og akkompagnement. Den pædagogiske uddannelse dengang klædte ikke den studerende på med dette fagindhold eller redskaber til udvikling af undervisningsmaterialer. Det har betydet, at flere af hovedingredienserne i mit arbejdsliv som musikunderviser er noget, jeg selv har måttet opbygge og videreudvikle, ift. hvad der virker ude i praksis. Det betød også, at jeg i starten måtte famle lidt i blinde.

Koncert på Aarhus Musikskole 2024 th. Simon Wildau

Hvad giver det dig at undervise i dit instrument?

Da jeg blev ansat på Aarhus Musikskole, fik jeg øjnene op for, hvor spændende det var at arbejde med undervisning og især det at vække elevernes lyst til at fordybe sig, fx hvilke knapper jeg kunne skrue på. Når man underviser børn og unge, skal man være ekstremt opmærksom hele tiden for at kunne afkode dem. At opleve en elevs umiddelbare glæde og motivation er til gengæld noget ganske særligt og ekstremt motiverende for mig som underviser. Når sådanne øjeblikke opstår, giver det mig en varm følelse inden i. Undervisning er en mulighed for at få lov til at give noget videre af alt det, jeg selv har lært og brænder for. Interaktionen med musikskoleelever og kolleger giver mig også noget, som jeg ikke får, når jeg spiller koncerter, og som er meget værdifuldt. Jeg sætter fx stor pris på den kontinuitet, der er i relationen mellem elev og lærer. Det er unikt at få lov til at følge et andet menneske på den måde. Jeg har netop nu to elever, som jeg har haft fra små, og som pludselig er blevet voksne og skal læse medicin. Jeg oplever, at der er mange måder at arbejde med musikpædagogik på, og det føles meget frisættende. Grundlæggende handler det jo om at skabe tillid mellem elev og lærer og om at kunne ”tryllebinde” eleverne med musikken, og det kan man gøre på rigtig mange forskellige måder.

”Det er unikt at få lov til at følge et andet menneske”

Simon Wildau

Hvad giver det dig at kunne udtrykke dig kunstnerisk?

Det er en nødvendighed for mig at spille musik hver dag. Det er en del af min identitet ved siden af underviseridentiteten. Jeg har brug for at kunne mærke, at jeg mestrer instrumentet, som en håndværker mestrer sit håndværk. For mig hænger det at kunne udtrykke sig kunstnerisk æstetisk uløseligt sammen med det at undervise i musik.

Vi, musiker Mikkel Egelund og jeg, har netop indspillet og udgivet en CD. Det har været en fantastisk og lærerig proces for os, men det er samtidig også lidt ensomt, fordi et koncertpublikum ikke nødvendigvis opfanger alle detaljer og nuancer i musikken eller ser det store arbejde, som ligger bag. I musikundervisningen deler du musikken og musikoplevelser i en gensidig dialog. Et godt eksempel er en af mine elever, som går i 2-klasse. Han kommer hver undervisningsgang med fire til fem nye spørgsmål om instrumentet og musikken, som han lige skal have et svar på – han har ren svampehjerne, og det er ret fantastisk og berigende at opleve.

”Børn og unge har fortjent de allerbedste vækstmuligheder, når de kommer ind ad døren på en musikskole”

Simon Wildau

Endnu en ting, som jeg finder vigtig og udviklende for mig på det personlige plan, er, at når man som musiker er nået et vist stykke vej, så opstår der en ydmyghed i takt med den øgede indsigt, man opnår. Det betyder, at jeg over tid får fødderne mere solidt plantet på jorden end jeg havde i studieårene.

Hvad er udfordrende i et sammensat arbejdsliv som udøvende musiker og musikunderviser?

En af udfordringerne ved jobbet er de relativt lange arbejdsdage. Man starter ofte kl. 8 med øvning, e-mails og undervisningsforberedelse osv. Senere underviser man på musikskolen fx fra kl. 14 til kl. 19 eller 20 stykker, og så er man godt brugt, når man får fri. En anden ting handler om den fleksibilitet, man har brug for som udøvende musiker. Her er jeg meget heldig med at have forstående ledere, forældre og elever. De udviser en høj grad af fleksibilitet fx ved omlægning af undervisning, når jeg skal ud at spille på undervisningsdage. Drager man en parallel til sportsverdenen, har sportsudøvere samme fornøjelse i selve udøvelsen – det at mærke kroppen udøve det, den er specialiseret i. Derfor er det også vigtigt, at musik- og kulturskoleledere er opmærksomme på, at mange lærere i forskellige grad er både musikundervisere, musikere og udøvende kunstnere. Mennesker, hvis identitet, motivation og arbejdsglæde afhænger af at kunne udøve deres kunst. Det går naturligvis ikke, at man er væk hver anden uge, men hvis jeg ikke fik den fleksibilitet, og måtte opgive mit musikervirke, ville jeg helt sikkert genoverveje mit arbejdsliv. 

Hvordan ser fremtiden ud som musiker og musikunderviser?

Jeg mener, at vi musikere og musikundervisere kan noget helt særligt, som er vigtigt for vores kultur og samfund. Det skal vi blive ved med at tro på, også når verden omkring os nogle gange sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af musik og kultur eller vil udvande vores faglighed.

Lige i forhold til musikundervisning er der pt. et faldende elevtal på flere kommunale musikskoler særligt i de større byer. Det oplever jeg primært skyldes private aktører som digitale platformsfirmaer, som laver massive reklame- og hvervekampagner. Vi, der er uddannede, har jo ikke en beskyttet titel, og brugerne kan derfor have ret svært ved at gennemskue, hvad fagkvaliteten reelt er i de forskellige udbyderes musiktilbud. Jeg oplever, at platformene presser professionelle musikskoler med overenskomst og ordnede forhold, og derfor er det vigtigt, at vi musikundervisere, musikere og ledere fortsat er meget professionelle omkring profession, faglighed og løn- og ansættelsesvilkår.

Børn og unge har fortjent de allerbedste vækstmuligheder, når de kommer ind ad døren på en musikskole eller andet musik- og kulturtilbud, og det kræver ordentlige arbejdsvilkår og høj faglighed både på det pædagogiske og det musiske plan.

Del denne artikel

Hvis du fandt denne artikel interssant vil andre mene det samme. Så gør dine kolleger klogere på hvad MM kan tilbyde.

Ledige jobs

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor

Ledige jobs

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor
Klik her
Klik her
Klik her
Klik her
Previous slide
Next slide