Af Lederforeningens bestyrelse i Fagforeningen Musiker og Musikunderviser ved formand Simon Andreas Lindegaard
Juni 2026 barslede KL med et kulturpolitisk udspil på musik- og kulturskoleområdet. Udspillet opfordrer til at tænke landets musik- og kulturskoler ind i kommunernes samlede politikker for kultur, uddannelse, sundhed og socialområdet. Der efterlyses også en revision af lovgivningen på området. Begge dele byder MM’s lederforening velkommen.
I en kommende lovgivning på området er det afgørende, at musik- og kulturskolernes position som uddannelses- og dannelsesinstitutioner i egen ret sikres.
En revision af den nuværende lovgivning skal samtidig skabe adgang for langt flere børn og unge. De midler der skal til, kan betragtes som en god investering, når der efterspørges mere koncentration og fordybelse og færre tomme skærmkalorier. Det er veldokumenteret, at den musikalske og kunstneriske udfoldelse skaber stærke fællesskaber og bidrager til børns og unges trivsel og læring.
MM’s lederforening bakker op om KL’s opfordring til at tænke landets musik- og kulturskoler ind i kommunernes samlede politikker for kultur, uddannelse og sundhed
Simon Andreas Lindegaard, musik- og kulturskoleleder
Kodeordet er kontinuitet
Alt for ofte hviler det tværkommunale samarbejde på enkeltpersoner og er derfor meget sårbart.
Når den enkelte kommune giver musik- og kulturskolen en klart defineret uddannelses- og kulturpolitisk rolle, skaber det kontinuitet. Kontinuitet er afgørende for et blomstrende samarbejde med fx dagtilbud, folkeskoler og sundhedssektor. Kontinuitet er samtidig en forudsætning for at tiltrække og fastholde dygtige musik- og kulturskolelærere.
Den politisk definerede rolle skal følges af midler forankret i skolens budget. Mange nuværende samarbejder og udviklingsprojekter er baseret på puljer, fonde og modtagerfinanciering. Det giver stor usikkerhed for både skolerne og deres ansatte. Når fremtiden bringer nye opgaver, er der i stedet brug for varige midler til udvidelse af opgaveporteføljen, og en særlig opmærksomhed på den nødvendige efter- og videreuddannelse.

Kære kommuner
Lad os endelig sætte musik- og kulturskolerne i spil gennem en samlet politik for kultur, uddannelse, sundhed og socialområdet i hver enkelt kommune. Men lad os gøre det med en klar erkendelse af, at musik- og kulturskolernes rolle som uddannelsesinstitutioner er fundamentet for det hele. I mange kommuner, særligt udenfor de store byer, er skolerne børn og unges eneste adgang til at lære sig at spille et instrument. I de tre største byer er musikskolerne til gengæld foruroligende små.
Ifølge Danmarks Statistik var der på landsplan under 4 % af de 0-24 årige elever på en musikskole i skoleåret 2024-2025, det taler sit tydelige sprog. Er det ambitiøst nok? Det mener MM’s lederforening ikke.
På vegne af bestyrelsen i Lederforeningen i MM
Simon Andreas Lindegaard, formand