Jeg synes, min fritid bliver bundet op af mit arbejde, uden at jeg får løn for det. Hvad kan jeg gøre?
MM’s Sekretariat

Medlem af Fagforeningen Musiker og Musikunderviser:
På nogle af mine arbejdsdage er der et længere slip mellem forskellige aktiviteter, fx hvis jeg har undervisning om formiddagen frem til kl. 11.30, og næste undervisning starter kl. 13.50. Jeg synes, min fritid bliver bundet op af mit arbejde, uden at jeg får løn for det. Det føles ikke rimeligt: Hvad kan jeg gøre?
MM’s sekretariat:
Der ligger en helt fundamental misforståelse til grund for dit spørgsmål: Arbejdstiden på hver enkelt arbejdsdag skal så vidt muligt være samlet, så tiden mellem mødet og undervisningen er også arbejdstid, som kan fyldes ud med relevante opgaver. Bl.a. vil du jo få brug for en frokostpause, som også er en del af din arbejdstid. Hvis du ikke selv kan få øje på, hvilke opgaver du kan løse i dette tidsrum, kan du og din leder tage en snak om det. I kan samtidigt sikre, at du har adgang til et egnet lokale og til de arbejdsredskaber og materialer, du skal bruge for at løse opgaverne.