Den uro vi netop nu ser på finansmarkederne – ikke mindst i kølvandet på Trumps toldudmeldinger og den eskalerende handelskrig, kan give økonomiske bekymringer. Særligt for pensionen. Sampensions anbefaling er dog, at man har is i maven og ikke gå i panik.
Af Sampension og Fagforeningen Musiker og Musikunderviser (MM)
Med Donald Trump som amerikansk præsident er den globale usikkerhed steget markant. Det afspejler sig også på finansmarkederne, der er præget af stor uro i øjeblikket, og hvor den eskalerende handelskrig – senest med Trumps toldudmeldinger – bl.a. har fået aktierne til at dykke betydeligt.
”Det er helt naturligt og forståeligt, hvis man som pensionsopsparer, bekymrer sig over, hvad denne turbulens betyder for ens opsparing – og herunder også hvis man i den forbindelse er fristet til at skrue ned for den risiko, som pensionsopsparingen investeres med. Her er det dog vigtigt, at man ikke går i panik,” siger Helle Dalsgaard, chefrådgiver i Sampension.
Helle Dalsgaard peger på, at man som pensionsopsparer særligt skal huske, at pensionen er en langsigtet investering, som ikke vil blive påvirket af kortvarig uro.
Hav is i maven og behold investeringsrisikoen
I urolige tider kan man have lyst til at skrue ned for investeringsrisikoen på sin pensionsopsparing. Sampensions anbefaling er dog at have is i maven.
”Generelt skal man vælge sin investeringsprofil i rolige tider ud fra indkomst-, forbrugs-, formue- og familieforhold. Men det er klart, at hvis man har det rigtig skidt med den aktuelle uro, så kan man overveje at skifte til en investeringsprofil med lavere risiko. Her skal man så bare være opmærksom på, at skiftet typisk vil være forbundet med et tab på den længere bane, da man forventeligt vil gå glip af gevinsten, når markederne vender igen,” forklarer Helle Dalsgaard.
Det er en fordel at kontakte Sampension for rådgivning, hvis man overvejer at nedjustere sin risiko.