45 millioner kroner om året skal kompensere kunstnere for nye EU-momsregler
Regeringen har aftalt med SF og Radikale Venstre at hjælpe kunstnere, som vil blive påvirket af lovforslaget om ændring af momsloven. Der afsættes 22,5 mio. kr. næste år og derefter 45 mio. kr. om året som et direkte tilskud. En konkret model for, hvordan tilskuddet udbetales, forventes at være på plads i løbet af foråret 2025. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger i en pressemeddelelse: ”Det er både ærgerligt og tåbeligt, at EU har tvunget Danmark til at indføre ændringen af momsreglerne. Jeg er meget opmærksom på, at det vil medføre store gener for dele af kulturlivet, og derfor er det vigtigt for mig, at vi hurtigt har kunnet finde penge til at afbøde nogle af generne. Jeg er også opmærksom på, at de her penge ikke løser alle problemer, og derfor har regeringen også besluttet at forhøje mediechecken til folke- og førtidspensionister.”
Ændringen af momsloven betyder, at der fra 1. juli 2025 kommer moms på forskellige former for salg af rettigheder, for eksempel på de rettigheder der indgår i salg af tv-pakker
Aftale om kulturpas til unge på plads
Kulturpasset skal skabe bedre forudsætninger for, at unge kan blive en del af samfundets kultur-, forenings- og idrætsfællesskaber. Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet er blevet enige om en model for kulturpasset. Der sættes gang i to forsøg, som skal bringe flere unge ind i nye fællesskaber, lyder det i pressemeddelelse fra kulturministeriet. Der kommer for det første et kulturpas på 2.000 kr. Derudover vil regeringen og aftalepartierne afsætte midler til kulturpas-forløb, hvor flere unge kan blive en del af længerevarende kultur-, forenings- og idrætsfællesskaber. I regeringsgrundlaget fremgår det, at der skal gennemføres et forsøg med kulturpas for de 43.000 unge, der hverken har en ungdomsuddannelse, er i over 18 timers beskæftigelse eller er i gang med en uddannelse. Dertil omfatter forsøg med kulturpas også de cirka 8.000 unge, der er i gang med den Forberedende Grunduddannelse (FGU). På finansloven er der afsat 10 mio. kr. i 2024 samt 65 mio. kr. årligt i 2025 og 2026 til forsøg med kulturpas. Mogens Jensen (S) siger i pressemeddelelse: ”Kultur, kunst, idræt og de mange foreningsfælleskaber i Danmark kan være med til at give et stærkere ståsted i tilværelsen for udsatte unge.” 38 ud af 98 millioner kroner, som regeringen og fire øvrige partier har sat af til kulturpasset, skal ifølge Kristeligt Dagblad gå til administration og lignende udgifter. Læs mere om aftalen om kulturpasset her.
Lokal rapport sætter tal på musik
Rapporten Musikkens værdi og betydning for Aarhus er en undersøgelse af musiklivet i Aarhus. Den er udarbejdet i et samarbejde mellem forskellige aktører og sætter tal på musikkens finansielle værdi. Ifølge rapporten har musik en landsdækkende bruttoværdi på 1,97 milliarder kroner årligt, et lokalt skatteprovenu indenfor kommunegrænsen på 430 millioner kroner og 2.900 fuldtidsarbejdspladser på tværs af landet, lyder det i rapporten fra Aarhus
Musikdramatik om tidens store samfundsudfordringer
Projektstøtteudvalget for Musik og Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond afsætter hvert år midler til uddeling inden for musikdramatik og beslægtede udtryksformer. Musikdramatisk Udvalg har uddelt 10,2 millioner kroner til 39 tværæstetiske projekter for musik og scenekunst. Udvalgsleder, Sine Tofte Hannibal, siger:
”Vi er glade for at se mange stærke projekter inden for musikdramatikkens forskellige udtryksformer. Vi ser helt nye projekter, der forholder sig til nogle af tidens største samfundsudfordringer, såsom krig, klimakrise og mental sundhed.
Læs mere her: https://www.kunst.dk/om-os/udvalgene/musikdramatisk-netvaerk